Uskik, som desværre trives fremdeles, at unge Folk flytte sammen før Bryllupet, var paa den Tid rigtig i Trivsel. Dog synes der at have været stor Forskjel mellem Bygderne; paa somme Steder nævnes saadanne Forseelser kun sjelden, medens de f. Ex. i Gudbrandsdalen vare overmaade hyppige. At der hermed fulgte andre beslægtede Forbrydelser, som Barnefødsel i Dølgsmaal, Barnemord o. s. v. siger sig selv og kunde ikke forhindres ved de strenge Straffe, som Lovgivningen bestemte for disse. Af ligefrem løsagtige Fruentimmer, der levede af sin Skjændsel, var der heller ikke saa ganske faa; i 1653 opgav Almuen i Næs Hovedsogn i Hallingdal, at der alene iblandt dem fandtes tre saadanne, der levede i den yderste Nød. I en Bygd oppe i Gudbrandsdalen var der i 1659 et løsagtigt Fruentimmer, som kaldtes Fante-Ingeborg, hvem det var umuligt at bringe paa Forbedringens Vej, og i samme Bygd skulde der desuden endnu findes to andre af samme Sort, der havde „neppelig saa mange Klæder, at de kunde skjule sig udi.“
Ogsaa i vore Dage lever der Mennesker i vort Land, som af medfødt Vandrelyst opgive et fast Hjems Behageligheder og foretrække at vandre om fra Bygd til Bygd. For 200 Aar siden var der imidlertid forholdsvis langt flere af disse, som neppe bidroge til at formindske den herskende Raahed og Usædelighed. En Dag i 1652 mødtes to saadanne Personer paa Hedemarken, af hvilke den ene var en rejsende Karl fra Gudbrandsdalen, den anden en Guldsmed fra Kristiania; den sidste havde allerede længe, efter hvad der blev oplyst af „de Piger udi Kristiania,“ havt et daarligt Rygte for „alt hans uskikkelige Levnets Forhold med Parlament og Overdaadighed udi Samkvem, hvor han kom iblandt godt Folk.“ Han forlangte nu, at Gudbrandsdølen enten skulde drikke med ham eller slaas
