kerø, der efter hans Skildring var „hele Nordens mest navnkundige Tilflugtssted for Søfarende“. De Opraab til det norske Folk, som under Krigen bleve udstedte fra svensk Side, fandt, saavidt vides, ingen Tilslutning.
Medens saaledes Throndhjems Lehn atter blev forenet med Norge, vedblev Baahus Lehn at staa under svensk Herredømme. Men derved havde ogsaa den delvise Sønderlemmelse af Norge for bestandig faaet sin Afslutning, skjønt der rigtignok ogsaa senere gjordes flere Forsøg paa at fortsætte paa den Vej, hvorpaa Sveriges Konger en Gang havde slaaet ind. Uagtet der ogsaa under Karl den Ellevtes lange Regjering (fra 1660–1697) førtes Krig, vare dog Forholdene under denne saadanne, at der kun vanskelig kunde tænkes paa nogen Gjenoptagelse af Karl Gustavs Erobringer. Det skulde snarere have været fra norsk Side, at man kunde gjøre sig Haab om at tilbagetage det Tabte. Herom blev der imidlertid heller ikke Tale, og Freden i Lund 1679 gjenoprettede det gamle Forhold, som det havde været før Krigens Udbrud. For Baahus Lehns eget Vedkommende havde Folket maaske ønsket at vende tilbage til Norge, da det ikke gik saa let med at forsvenske dette Landskab, som med Jæmteland. Baahus Lehns naturlige Beskaffenhed og Folkets Næringsveje vare ogsaa langt mere norske end svenske, saa at det ske var at undres paa, at Mange her bevarede Kjærligheden til det gamle Hjemland.
Den næste Gang, der spores Forsøg fra svensk Side paa at erobre Norge, er i Karl den Tolvtes sidste Dage, da han var vendt hjem fra sit lange Ophold i Tyrkiet. Skjønt der er hengaaet over 150 Aar siden denne mærkværdige Mands Død, har man neppe endnu vundet til den rette Forstaaelse af ham og hans Virksomhed. Karl den Tolvtes Betydning for Sveriges og Europas Historie er fremdeles Gjenstand for videnskabelig Tvist, idet Nogle
