Sag med Sverige, sidste Gang i Kalmarkrigen, da de i Masse gik over til Fienden. De havde fra gammel Tid af havt mangt et Tilknytningspunkt til Sverige, blandt Andet derved, at de hørte under Erkebiskopen af Upsala, ikke som det øvrige Norge under Erkebiskopen af Nidaros. At der en enkelt Gang berettes om Grændsestridigheder mellem Jæmteland og dets svenske Naboer, havde kun Lidet at betyde imod alt det, som fjernede Landskabet fra det gamle Moderland. Forbindelsen mellem Jæmteland og Norge over de høje og brede Fjelde var altid vanskelig og ofte om Vinteren spærret i lang Tid for enhver Samfærdsel, medens de naturlige Forhold henviste Folket til at have Omgang og Handelssamkvem med Svenskerne. Indbyggerne, der skildres som haarde og slemme, havde sit eget Landsthing og sin egen Lagmand, der først for en Tid berøvedes dem noget før 1600, tilligemed et særskilt Landskabssegl. Da den gejstlige Forbindelse mellem Jæmteland og Sverige havde vist sig saa virksom til at skille Provinsen fra dens gamle Moderland, var der i Tiden efter Kalmarkrigen arbeidet med megen Iver paa at skaffe norske Præster derhen. Frugten af disse Bestræbelser viste sig, da en norsk Hær 13 Aar senere atter besatte Jæmteland. Thi ved denne Lejlighed vidste Præsteskabet sig meget norsksindet; ja endog Almuen skal en Gang have havt stærk Lyst til paany at bytte Fædreland. Hertil fik de dog ikke Anledning, og Jæmteland har siden altid fulgt Sverige. Med Jæmteland og Herjedalen skiltes ogsaa de to østerdalske Sogn, Idre og Serna, fra Norge. Almuen havde under Krigen sluttet sig frivillig til Sverige; men dette blev ikke godkjendt ved Freden. Desuagtet mislykkedes de Forsøg, som senere bleve gjorte paa at gjenforene de to Sogne med Moderlandet ved Underhandlinger, og endnu den Dag idag høre Idre og Serna til Sverige. Det var en let Sag for den svenske Regjering at gjøre de nyerhvervede
