neder plejer at foregaa under vore vestlige Kyster, for aldeles sikkert; enkelte Uregelmæssigheder, eftersom Fisken slog til i Nord eller Syd for Bergen og paa nye Steder, voldte dog nogen Frygt. Men det, som foregik i 1870, var skikket til at vække alvorlige Bekymringer for at det skulde gaa, som Mange troede, og Silden forlade Norges Kyst. Det samlede Udbytte blev nemlig ikke mere end 160,000 Tønder, hvoraf 25,000 faldt paa Søndmøre, medens det Aaret i Forvejen var over fem Gange saa meget. Paa Grund af Mangelen paa Sild steg Priserne meget højt, lige til 20 Ort pr. Tønde, og Gjennemsnitsprisen blev anslaaet til 10 Ort for Tønden. Om Grundene til denne Sildens stærke Aftagen vilde det endnu være for tidligt at fælde nogen Dom. Paa den ene Side er det sikkert, at Steder, hvor der før i Tiden var rigt Sildefiske, f. Ex. Øresund, senere ere ganske forladte af disse forunderlige Smaadyr; det nyeste Exempel er fra Baahuslehn, hvor der i Fortiden med forskjellige Afbrydelser dreves betydeligt Fiske, som ganske standsede i 1808. Paa den anden Side var der ogsaa i 1870 mange Tegn til, at der stod store Sildestimer under Land, saa at det nærmest var Vejrforholdene, som hindrede Fisket. Det er ligeledes paastaaet, at Silden i de mange Aar før 1808, da man antog den for forsvundet fra Norges Vestkyst, i Virkeligheden har været under Land, men kun staaet ude paa Dybet; hvis dette er sandt, er der ingen Grund til Frygt. I den Henseende staar der dog Meget tilbage at gjøre, da man endnu ikke er kommen under Vejr med Lovene for Sildens Vandringer.
Det er let at tænke sig, hvilke sørgelige Følger det mislykkede Vaarsildfiske maatte have for den fiskende Almue, der uden Nytte havde gjort store Udrustninger. Dog steg Elendigheden ikke til den Højde, som man først forestillede sig; heller ikke var Trangen saa stor hos selve Fiskerne,
