et tredie Nabo-Distrikt eller Indre Sogn i alle tre Tidsrum har staaet langt nede – et Exempel paa, at der kan være Ulighed selv mellem de allernærmeste Nabo-Bygder.
Det forunderligste Exempel paa Stadighed giver Kongsberg Provsti (Byen og nogle Landsbygder): det er blevet staaende paa nøiagtig samme Nummer i alle de tre Tiaar.
Hist og her vil man vistnok finde Exempler paa Distrikter, der fra det første til det tredie Tiaar ere ligesom rykkede frem eller vegne tilbage i Rækken. Men i det Hele og Store taget viser der sig megen Stadighed og Vedholdenhed i det indbyrdes Forhold og det baade i Nord og Syd, baade i Øst og i Vest. Det er som en Lov, at den Forskjel mellem Bygderne, som først er indkommet, holder sig en god Stund, – den Skik og Art, som engang har udviklet sig i Folkets Sæder, vil gjerne vare ved fra Slægt til Slægt.
Dersom det idelig gik op og ned og hurtig vexlede, ligesom Veir og Vind kan skifte fra Dag til Dag, saa skulde det neppe lønne sig at forske videre efter Aarsagerne eller prøve paa at gjøre noget ved det. Men siden vi finde disse staaende Uligheder og varige Egenheder, saa forekommer det mig, at her er en stærk Opfordring til baade at efterforske, hvorledes det er gaaet til, at Tilstanden er bleven saa mislig, som den paa sine Steder er, og at udtænke og prøve og bruge alle rimelige Midler til enten at vaage over den gode Tilstand eller modarbeide den slette.
I forrige Stykke talte jeg om, at jeg reiste ned igjennem Maalselvdalen og spurgte om Mangt. Jeg kan føie til, at jeg havde den nu aftrykte Tabel i Lommen, og at jeg formelig var udgaaet paa den Maade, at jeg vilde gjøre et yderste Forsøg (men der maa flere til) paa at komme efter, hvorledes det har sig med disse Ting i de mange ulige Egne i vort Land.
Da fik jeg høre om en Ting, som, underligt nok, fornoinclude>
