af Væxten, med deres alt mere og mere varme og enige Yttringer af Stemningen.
Alt Folket har i Samdrægtighed betragtet den store Sag fra alle Sider og overveiet de mange Raad, som gives, de mange Tanker, som skyde sig frem. Det er som en stor Forening af Borgere, alle Partier er med, thi trods Menings-Forskjellen ere de dog forenede ved Følelsen af, at paa en eller anden Maade ere Fædrelandets dyrebareste Interesser med i dette Spil.
Og det hører med til min nationale Selvopholdelses-Drift, at jeg maa tro og haabe, at den Tanke, som for mine Øine er saa klar og afgjort sand, og som derhos kjendelig seirer over det ene Sind efter det andet, Tanken om, at Nordens Folk og Lande maa holde sammen for at holde ud, at den Tanke skal tilsidst blive denne naturlige Borger-Forenings Fælles-Sag.
Derfor var det da ogsaa, jeg mente, at det var ikke nødvendigt og altsaa heller ikke rigtigt at danne en særskilt Forening nu. Men jeg er i det Hele taget tilbøielig til at mene, at det, som sker, maa der ialfald være noget Godt og Nyttigt i; nu er det skeet, at fædrelandssindede Nordmænd have forenet sig om det Tegn: Sammenhold i Norden. Maaske kan dette Foretagende bevirke, at den Overbevisningens Udvikling, som alligevel monne gaa for sig, bliver paaskyndet. Og snarere end Nogen mener, kan der indtræde nye Begivenheder, som ville kræve af os, at vi allerede ere færdige med vore Meninger.
Jeg vil indstændig bede og tilraade, at man med velvilligt og opmærksomt Sind vil agte paa, hvad denne Forening maatte finde Anledning til at sige eller gjøre i denne alvorsfulde Tid. Der er ikke den Mand i Landet, som ikke paa en eller anden Maade kan hjælpe til, at det Gode kan komme ud af denne fædrelandske Stræben, som den monne være bestemt til at virke.
Eilert Sundt.
