Den Mand, som skrev det Stykke om de norske
Baade, der stod at læse i Folkevennen for ifjor, har i
mange Aar havt det til sin Tidsfordriv, naar han har
faret langs vore Kyster, at betragte disse Lodsbaade, hvorledes
de svæve og flyve henover Vandet, lig Maager,
snart krydsende frem og tilbage paa det Uvisse, om det
maaske kan lykkes dem at opdage en Seiler, som toner
Flag, snart trodsende Storm og Bølge for at komme ud
til et Skib, hvis Nød-Signal blev observeret fra Land,
snart slentrende rolig paa Hjemveien, efterat den ene Mand,
som er tilbage i Baaden, har sat sine Kammerater af i
Lods-søgende Fartøier. Og ligesom af sig selv vare disse
Syner komne fra Øiet ned paa Papiret, i livagtige Tegninger,
og jeg fik se dem, og Eiermanden kunde ikke modstaa
min Bøn om at maatte faa dem for at vise dem frem
for Folkevennens Læsere.
Det er at se til, som om der var Liv i Seilet og Forstand i Roret. Manden, som sidder der bag, regjerer jo Baaden saa let som Rytteren, som styrer sin kloge Ganger med et næsten umærkeligt Tegn.
Men at det gaar saa let, det kommer af den store Øvelse og sikkre Færdighed. Mandens Kunst er Baadens Sjel.
Og hvor Lodsen maa kjende Grundene og Skjærene, Øerne og Næssene, og alle de mange Skikkelser, som det høie Land der indenfor opviser, Skikkelser, som fortone sig saa yderst forskjelligt, eftersom de sees fra Vest eller fra Øst, en eller fem Mil fra Land, i tykt eller klart Veir, i Solskin eller Maanelys, med Sne-Dække eller i Sommer-Dragt!
Dersom en sagkyndig Mand vilde oplyse disse Ting for os og give os et anskueligt Begreb om Kystens Beskaffenhed, saa skulde man forundre sig over, hvilke Vanskeligheder her er at overvinde, og hvilken uhyre Mængde