yngre, og endnu vigtigere var Helbreden til det, saa vilde jeg give mig ind paa en Baad fra Brønø eller Alstahaug eller Ranen – en Fiske-Baad, som agtede sig først til Lofot-Fiske og derfra til Vaar- og Sommerfiske paa Finmarken – og saa følge Baaden Aaret rundt, ikke just for at udgrunde Havets Dybder og efterforske Fiskens Gang, men mere for at blive ret kjendt med Dybden af den Indsigt og Kundskab, som denne Fiskerbefolknings Tusindaarige Erfaring og Eftertanke har bragt for Dagen, og som hver ny Slægt tilegner sig og forøger – og ret kjendt med den mærkelige Bedrifts Indflydelse paa det hele Menneske, paa Fiskerens huslige Kaar, paa hans Helbred, paa hans Charakter og Tænkemaade, hvilke dygtige Sjels-Egenskaber Fiskeren pleier at udmærke sig ved, ja ogsaa hvilke Ensidigheder og Misligheder der monne hænge ved. Og hvad jeg havde erfaret, vilde jeg siden sammenligne med Tilstanden ved vore øvrige Kyster, og jeg vilde læse mig til, hvorledes Fiskeren driver sit Brug og i det Hele taget har det paa Island, ved Skagen, i Skotland o. s. v., og jeg vilde samle al den Oplysning, jeg kunde finde i Snorre Sturlessons Saga og andre gamle Bøger, angaaende Tingens Væxt og Udvikling igjennem Tiderne. Jeg vilde studere denne vigtige Sag med saadan samvittighedsfuld Flid og videnskabelig Hu som f. Ex. Ivar Aasen har vist Prøve paa med Studiet af det norske Sprog. Ligesom han har lagt Mærke til hvert Ord i Sproget og hver Bogstav i Ordene, saa vilde jeg lægge Mærke til selv de mindste Tegn paa Fremskridt og Forbedringer i Bedriften og i hele det Menneskeliv, som hænger sammen dermed. Det skulde blive et Bidrag til det norske Arbeides Historie.
