Det var en fattig Mand. Han eiede neppe nok saa mange Kjøre-Rener, som hans Post-Skyds krævede, og maatte tildels laane og leie. Han havde 6 voxne, men fattige Børn af første Ægteskab, og 4 smaa (den ældste 12 Aar) af andet. Men der var Haab om, at han skulde faa en Del af 200 Spd., som sidste Storthing havde bevilget (det var første Gang, saadan Bevilgning blev givet) til Understøttelse for udtjente Postførere. – Og nu idag, jeg gik indom Post-Departementet, saa jeg den indsendte Ansøgning og dertil Postaabnerens og Præstens og Amtmandens særdeles rosende Anbefalinger. Han faar nok et Gratiale af 15 Spdr. Peder Klemmetsen er hans Navn. Siden han faar Gratiale, og siden han ikke faar det større, saa kan man vel sige, at Peder har været tro i det Lidet.
Under min Reise i Finmarken studsede jeg ved at se de store Afstande, som holde Menneskene adskilte fra hinanden, de uhyre Natur-Hindringer, som omgive Menneskelivet her – men netop derfor var det mig dobbelt mærkeligt og glædeligt at se, at Samfundet dog holdt sammen saa godt og var saa vidt civiliseret og fremskridende. Men et af Midlerne hertil er disse Postmænds fordringsløse Tjeneste.
Det er Dig, jeg mener, Hartvig Mikkelsen, raske Gubbe! Jeg mindes Dig saa tidt. Vi vare paa Baad sammen fra Tromsø ind til Balsfjorden, i Sommeren 1863; du Gamle roede som Skydskarl, og jeg Unge var Passager og Gjæst hos Fogden paa hans Venge-Baad.
Dig har jeg ofte i mundtlig Fortælling nævnt som Exempel paa, hvordan Fiskermanden har det i disse Egne, hvad Arbeide der falder til for ham, hvad Udholdenhed hans Bedrift kræver, hvad Indsigt og Skjønsomhed hans Arbeide kan udvikle hos ham.
