Stænder i nærmere Samlag med hinanden, og hvor Adelen, Gentry’en (den lavere Adel), Borgerstanden og Arbejderklassen er afstængt fra hinanden ved uoverstigelige Skillevægge, er en nasjonal Ret, som paa en vis Dag er at se paa Hertugens som paa Fattighusets Bord, og som nydes og holdes i Ære af Alle, en Sag af den allerstørste Vigtighed. Den bringer alle Engelskmænd, af hvilken Stand de end er, og hvor stor eller liden Formue de end har, til at regne hinanden for Medlemmer af samme Familie og vedligeholde hos den „julende“ Arbejdsmand en Følelse af, at ikke alle Baand er sønderrevne mellem ham og de „øverste Titusinde“ (som nemlig er Ejere af den største Del af Englands Jord), „men at der endnu gives noget Fælles for Arbejdets“ (det legemlige Arbejds „Mand og de medfødte Forrettigheders Mand“ (Adelen, „nemlig the plumpudding of merry Christmas“ (den glade Jul med Plumpuddingen).
Om Sammenhængen mellem Folkeligheden paa den ene Side og Folkeskikken samt de Synsmaader og Følelser, der ligger til Grund for samme paa den anden, derom har for ikke længe siden ogsaa en anden Forfatter aflagt Vidnesbyrd her i „Folkevennen,“ nemlig i Aargang XII, S. 68. Hans Ord er disse: „Jeg vilde beklage det som den største Ulykke for vort Folk, om Ungdommen“ (Talen er navnlig om Almuens) „skulde voxe op med Bøger saaledes, at den derved ikke kom til at nemme og tilegne sig det Sande og Gode i den gjennem Slægterne nedarvede Livsvisdom og Folkeskik. At lære og øve sig i den er en god Opdragelse; i den ligger vor Nationalitet indesluttet.“
For Resten kan naturligvis ogsaa skadelige Stikke have nasjonal Betydning. Vi kan, for at finde Eksempel bare tænke tilbage paa, hvad nylig er meddelt om det tyske „von,“ som saalænge blev brugt i den danske Hær
