dermed følgende Naadesytringer. I dens Sted indkaldte samme Konger udenlandsk, navnlig tydsk, Adel, der igjen trak Andre af sine Landsmænd efter sig. Tyskland fik saaledes gjennem disse sine Barn, disse Dansk-Tyskere (eller Hjem-Tyskere, som En har kaldt dem), ny Magt til at drage det danske Folk over til sig og bort fra de to andre Nordlande.
„En Mængde fremmede Familier“ – for at bruge en dansk Mands Udtryk – „trængte ind i alle danske Stænder, og deres oprindelige Tilbøjeligheder“ (d. e, deres tyske Folkelighed) „varede ofte ved i flere Generationer“ (Ætled, Slægtfølger).
Om Kristian V fortælles, at han gjorde 10 Grever. Syv af disse 10 var Tyskere.
Ved 1764 var der 31 Grevskaber og Baronier i Danmark. 11 ejedes af Danske, 20 af Tyske. Dette var da 20 tyske Nybygder (Kolonier) i Danmark. Det var fremskudte Forposter for den indtrængende nyere Tyskhed. Om disse Fremmede har En sagt, at de kjendte ikke Landet og skjøttede ikke om at kjende det. De manglede altsaa en af gode Samfunds- eller Folkemedlemmers Hovedegenskaber, Deltagelse for det Folk, som de havde ladet sig indlemme i. De havde tildels megen Dygtighed, men Kjærligheden var der ikke. „De holdt det, siger samme Forfatter, for en Vanære at tale Folkets Sprog og lærte det derfor aldrig. Alene danske Penge og danske Heste kunde de lide.“ – Nationen, undertrykt og foragtet af disse Fremmede, dannede sig efter sine Beherskeres Smag, tabte sin Karakter og lod af at være et Folk.“
Om Folkets Blanding med Udlændinger siger han paa et andet Sted: „Denne Indstrømning af Fremmede (Adel, Lærde, Kjøbmænd, Haandværkere, Jøder) og den derved fremkomne Blanding i den dannede Del af Folket