Punkter, som efter hans Mening afgjør, om de vestrussiske Landskaber efter sin Folkeejendommelighed hører til Polen eller til Rusland, nævner han 1) Sproget, som er russisk, ikke polsk, 2) Religionen, – „næst efter Sproget det bedste Middel til at adskille Russeren fra Polakken,“ – som er den samme, som Russernes men forskjellig fra Polakkernes, 3) Folkedigtningen, som er russisk. Før har han oplyst, at den ældste og længste Del af de vestrussiske Landskabers Historie vidner for deres Fællesskab med Rusland; ligesaa at deres Sæder er russiske. Endelig lægger han til, at deres „Tradisjoner aande paa det Fuldstændigste Had imod Polen.“
Dengang vilde, som sagt, Polakkerne afføre en Del Russere den russiske Folkeejendommelighed og gjøre dem til Polakker. I forrige og i dette Hundredaar er Forholdet vendt om. Nu vil Russerne dels gjøre de til Polakker omskabte fordums Russere om til Russere paany, dels søger de ogsaa at gjøre Polakkerne i oprindelig polske Landskaber til Russere. Ogsaa heraf kan vi udbringe Noget til Bedste for Emnet i Overskriften for denne Afhandling. Arbejdet er naturligvis atter rettet mod det, der findes at udgjøre Indholdet af Polskheden. Russerne stræver saaledes at svække Polakkernes Evne til at være et Folk for sig selv. De udskriver derfor jævnlig hele Hære af Landets unge Mandskab, for en stor Del ud af dets indflydelsesrigeste og mest dannede Familier, og sender dem til den russiske Krigsmagt, navnlig i Kaukasus, i samme Øjemed, som da David sendte Urias i Krigen, nemlig for at blive af med dem. Mange Polakker føres ogsaa under Navn af urolige Hoveder til Sibirien. I Tidningerne blev det nylig fortalt, at Russerne dels afsætter polske Embedsmænd og indsætter Russere i Stedet, dels flytter polske Embedsmænd over til Rusland. Ligeledes sagdes Russerne at tvinge polske Godsejere til at bortbytte sine