fremhjalp „en Litteratur ikke paa det fremmede latinske Sprog, men paa den for enhver Russer meget let forstaaelige kirke-slaviske (gammel-russiske) Dialekt.“ Den Litteratur derimod, som blev fostret af den latinske Kirke, var, som vi ved paa Romer-Kirkens Modersmaal, det gammelitalienske eller latinske Tungemaal. Følgelig var alle Bøkerne utilgjængelige for Enhver, undtagen for det i Latinskolerne opdragne Præsteskab og de faa Andre, der havde faat samme præstelige Opdragelse. Kirkens Modersmaal og dets latinsk-udenlandske Bøker undertrykte den indfødde Boklighed i de Lande, hvor Latinskheden med Kristendommen og den katolske Kirke trængte ind, forsaavidt nogen indenlandsk Boklighed i de af Romerkirken efterhaanden indtagne Lande allerede forefandtes f. E. den gammelnorske i vort Fædreland. Men hvor ingen saadan indenlandsk Litteratur forud var, der hindrede Romerkirken og dens Latinlærdom i alle Fald dens Tilblivelse.
Efterat Vest-Rusland ved Lithauens Forening med Polen (1569) havde faat fælles Regjering med dette Land, vilde Polakkerne gjøre det polsk, dels ved Hjælp af polske Embedsmænd, som den polske Regjering indsatte blandt Vest-Russerne, dels ved Hjælp af polske Adelsmænd, der var flyttet ind i Vest-Rusland, dels endelig ved Hjælp af Jesuitter samt af nogle af Vestrusserne selv, som Jesuitterne tidlig havde faat omvendt til den katolske Lære. Polen „aabnede derfor en Kamp i Vest-Rusland og Ukraina for der at udrydde den græsk-russiske Lære og med den Noget af det Vigtigste af den“ (i Vestrusland indfødde) „russiske Nasjonalitets Indhold, en Kamp, i hvilken de (Polakkerne) viste et Barbari ligesaa græsseligt, som Mongolerne havde vist i Øst-Rusland i 13de og 14de Aarhundrede.“
Vestrussernes Modstand og Forsvar for sin Folkelighed ytrede sig i Oprettelse af Skoler og Udgivelse af