Senere har Andre nævnt Finnernes mere og mere
udvoksende Selvfølelse, som særskilt Folk nemlig – i
Modsætning til og til Forskjel fra andre, navnlig andre
tilgrændsende Folkeslag, – som Tegn paa et fremspirende
selvstændigt Folke-Liv istedenfor deres tidligere Landskabsliv.
Almenaanden, heder det, aabenbarer sig i den
seneste Tid i talrige Landsmøder af Jordbrugere, Skolelærere,
Præster. De tør vistnok ikke tale om at ville være
et eget Folk paa bedre Vilkaar end som russisk Lydrige,
som dog altid er meget bedre end at være en Del af
Rusland, et russisk Guvernement eller to. Men allerede
som Lydrige kræver de paa sin Folkepersonligheds Vegne
et eget Storting, egen Statskasse og Statsregnskab (egne
„Finanser“), Skattebevilgningsret, egen Hær og Flaade,
samt Raadighed over sin egen Kirke, Skole og Presse,
d. e. over Folkeopdragelsen og Folkeaanden, for de Ældres
altsaa som for Ungdommens Vedkommende.
I tidligere Aarhundreder arbejdede, fortælles det, Polen ivrig paa at gjøre Vestrusland polsk. Det søgte til den Ende ved Lokkemidler, Trusler og endelig ved blodige Forfølgelser at skille Vest-Russerne af med den græsk-katolske Religion, for at faa sat Polens romersk-katolske i Stedet. Med polsk Religion var det da Meningen, tillige at faa ledet en polsk-europæisk Strømning af verdslig Dannelse og Tænkemaade ind i Vest-Rusland. Og naar Vest-Russerne da paa sin Side holdt fast paa Kristendommen og Kirken i sammes græske Skikkelse, saa holdt de ikke alene paa denne Del af sin Folkelighed, men ogsaa paa den ejendommelige verdslige Dannelse samt hele den Aand, der var strømmet ind til dem fra samme Kant,
- ↑ Ved Vestrusland menes Landskaberne Kjev, Volhynien, Podolien, Minsk, Mohilev, Vitebsk, Kovno, Vilna og Grodno. 8,200 □ Mil., 10 Mill. Mennesker.
