f. E. er jo saaledes aabenbart for faa og for fattige til at være et Folk for sig selv. Det Samme gjælder om Islændingerne, skjønt disse dog er meget talrigere end Lapperne. Og selv om Danmark gjælder det i alle Fald under en anden Forudsætning; ti det er nok vist, at de Danske ikke kunde leve som et eget Folk, dersom de kun havde Øerne, og ikke Jylland. Vi ser altsaa, at alt andet folkeligt Tilbehør, der er Vilkaaret for en Folkepersonligheds Dannelse og Blomstring, eget Bokmaal og Boklighed, egen Regjering, gode Love, ordnet Kirke, Skole, Retspleje, Alt paa Modersmaalet Flaade, Hær, Agtelse i andre Folkeslags Øjne, hæderlig Historie, ikke forslaar til at holde et Folk oppe, hvis det mangler Et, nemlig et klækkeligt Forraad af Mennesker.
Og endnu Et. Hvorledes har det kunnet gaa til, at Sønderjylland i Tidens Løb er blet saa stærkt fortysket, lige for Landskabets danske Regjerings Øjne, ja tildels under Medvirkning af denne samme Regjering der skulde været dets danske Folkeligheds bedste Værn? Jo, „Gaaden løses let,“ siger en dansk Historiskriver, „naar man erindrer, at det danske Kongehus med Hoffet, Regjeringsmændene og de herskende Stænder i store Tidsrum har været helt gjennemtrængt af Tyskhed.“ Navnlig fik de vordende Konger i lang Tid tysk Opdragelse, de hørte blandt sine Omgivelser næsten aldrig Andet end tysk Tale, saa næsten bare Tyskere om sig og „lærte i det Højeste deres Lands Sprog“ („Moders-Maal tør vi ikke sige“) „som et fremmed Tungemaal,[1] ligesom de lærte Fransk eller Latin.“ Kongerne og deres hele Omgangskreds var altsaa
- ↑ Skal vi dømme efter Timetavlerne i vore højere Skoler, saa har Modersmaalet endnu ikke bedre Kaar, end om det var „et fremmed Tungemaal;“ ja, i Forhold til flere af disse er netop det „et fremmed Tungemaal“, en Fremmed, medens Udlændingerne sidder til Højbords i Hæder og Ære.
