kelse mod et højere Kulturliv (Aandsliv) og mod Historiens ustandselige Gang. Men det har vist sig, – lægger Forfatteren til, med Tanken nærmest vel paa, hvad det i Sønderjylland er gjort i den seneste Tid for at standse Fortyskningen af dette gamle danske Landskab – at „Historiens Gang,“ forsaavidt som dermed er ment alle (Tysklands) Grænselandes Fortyskning, meget vel lader sig standse, og at den med større eller mindre Held er bleven standset.
Allerede af dette Stykke sees det da, at et Lands Folkelighed kræver, bl. A. at dets Tungemaal holdes i Hævd, at Næringsvejene og Embederne for det Allermeste er i Indføddes Hænder, at Folket selv – og ikke Andre i dets Sted – lever et „højere Kulturliv“ i Videnskab, Skaldskab (Digtning) og anden Kunst, at det har Fortidsminder, og at disse holdes i Agt og Ære, og endelig, at Folket har Selvfølelse, og at denne ikke saares eller trædes under Fødder.
At Tyskerne trænger sig ind blandt sine Nabofolk og giver sig til at afføre dem deres Folkeejendommelighed, idet de sætter sin egen i Stedet, udtrykkes af en anden Forfatter saaledes „Tyskerne skiller dem ved deres Sprog og forpurrer den deri udvoksende Litteratur (Boklighed) og indenlandske Dannelse, fordærver og forkvakler deres hele aandelige Liv og holder dem tilbage i Uvidenhed og Fornedrelse.“
Her ser vi da atter, at til Folkepersonlighed hører bl. A. et eget Sprog (Bokmaal), en indenlandsk Dannelse og Dygtighed, som udfolder sig i det, og et særskilt Aandsliv med sammes naturlige Frugt i alle Slags aandelige Idrætter.
Om hvorledes den polske Folkeejendommelighed i Landskabet Posen lider Overlast af den tyske, af Tyskheden,
