Kristian den 9de. Hvorledes de tyske Stormagter for at kunne mestre Bevægelsen i Tyskland paaførte Danmark Krig uden engang at ville give Kongen og Ministeriet Monrad, som afløste Halls, Lejlighed til paa lovlig Maade at søge den nye Grundlov af 18de Novbr. ophævet, hvorledes de har bemegtiget sig Størstedelen af Slesvig og endel af Nørrejylland, og paa hvilken oprørende Maade de der fare frem, – det er endnu Alle i frisk Minde.
Bliver Krigen fortsai, kan vi ikke holde os udenfor, men skulde heller vente at maatte komme til at staa i første Række. Uden Hensyn nemlig til, hvor langt de Underhandlinger om et Forsvarsforbund, som vitterlig blev drevne sidste Sommer, var fremmede ved Fredrik den VII’s Død, saa er det dog vist, at vor Regjerings Raad har en ikke ringe Del i den danske Styrelses Politik i de senere Aar, og at vi derfor er i højeste Grad bundne ved Æren. Den Krig, hvor vi gaar i Spidsen, har desuden et klarere Maal, et uafhængigt Danmarks Rige, saa langt mod Syd som den skandinaviske Stamme naar, end den, hvor vi bare følger med paa Slæbetauget med Stormagter, som uden Syn og Hjærtelag for vore nasjonale Interesser atter kan fristes til at søge sammensmedet en umulig dansk Helstat, og den har altsaa tillige et Maal, som er mere betryggende for Fremtiden. For os kan det i visse Maader være ligegyldigt om Kongen af Danmark og endnu mere om Hertugen af Holstein heder Per eller Paal; men vi har ikke Raad til at føre nogen Krig, hvor en Familjes usikre Herredømme og ikke den store nordiske Fremtidstanke er Hovedsagen. Om den vil Folket slutte sig, og Ingen skal i Længden turde paastaa, at den megtige Bevægelse, som nu gaar gjennem Italienere, Tyskere Hellener, Rumæner o. s. v., skulde være gyldig hos alle andre Folk, men ikke hos os – –
–e–
