Danmark for grundlovsstridig og vakte en saadan Storm, at Ministeriet tilsidst maatte gaa af. Det nye, noget mere frisindede Ministerium, som Holsteineren von Scheele først stod i Spidsen for, fik Rigsdagen til at gaa ind paa de nødvendige Indskrænkninger i den danske Grundlov mod først at blive gjort bekjendt med (ikke faa stemme over eller gjennemgaa) Helstatsforfatningen. Denne hvilede paa den forriges Grundvold, udvidede den noget og var lidt friere, men dog idethele meget lidet frisindet. Den traadde i Kraft 2den Oktober 1855. I den første Samling fremkom dog nogle faa tyske Medlemmer (langtfra engang Halvdelen af Medlemmerne fra Hertugdømmerne) med nogle Indvendinger mod Gyldigheden af den nye Forfatning, fordi den ikke havde været forelagt Stænderne, og talte om Mangel paa Ligeberettigelse. Det var i den diplomatiske Skriftveksel 1851–52 bestemt, at Fellesforfatningen skulde istandbringes ved Beslutning af Rigsdagen og med Raadspørgelse af Stænderne. Da det af Tyskerne selv paa en Maade indsatte frihedsfiendske Ministerium saa, at nogen Enighed ikke havde kunnet opnaaes, besluttede det ikke at spørge Rigsdagen og altsaa endnu mindre Stænderne. Dette Sidste vilde have været en ren Formalitet, da Stænderne kun havde raadgivende Stemme. Dette fremgik f. Eks. deraf, at da Regjeringen forelagde de holsteinske Stænder Udkast til en ny Stænderforfatning for Holsteins indre Anliggender som gav dem besluttende Stemme istedenfor den raadgivende, og da Stænderne, mærkelig nok, frabad sig denne udvidede Myndighed, udkom dog denne Forfatning lige fuldt forsaavidt retsgyldig, – og paa samme Maade vilde Helstatsforfatningen have været lige gyldig, enten Stænderne havde raadd fra eller til. Det er dog paa denne lille formelle Knag, at Tyskerne siden har hængt sin Hat. De tyske Magter fandt Lejligheden gunstig til atter at blande sig i den danske Stats indre Anliggender og paastod, at Forfatningen ikke var
