Inden dette retfærdige Svar, som siden har været
Banneret for enhvær nasjonal og frisindet dansk Styrelse,
var naad over til Hertugdømmerne, var imidlertid det længe
og vel forberedde schleswigholsteinske Oprør, som man siden
forgjeves søgte at dække med den Løgn, at Kongen i Kjøbenhavn
var ufri, brudt ud i lys Lue. En provisorisk Regjering,
hvoraf Prinsen af Augustenburg var Medlem, blev
indsat, mens Hertugen rejste om i Tyskland for at puste
til Flammen og skaffe Hjelp. Prinsen tog ved Overrumpling
og Forræderi Festningen Rendsburg og rykkede med
en Hær af frafaldne tyske Soldater og tyske Friskarer ind
i Slesvig. De Danske samlede i Hast en liden Styrke,
slog den 9de April Oprørerne aldeles ved Bov (nord for
Flensborg) og skulde dermed have knust Oprøret, om dette
ikke havde faat Hjelp fra Tyskland.
Men Fredrik Vilhelm den Fjærde af Preussen sendte sine Hærskarer, som nylig i Berlins Gader havde maattet vige i en rasende Kamp mod det forbitrede Folk, ind i Kongen af Danmarks Lande. De Danske, som havde sat sig fast i endel af Dannevirkes Levninger ved Byen Slesvig, maatte Paaskedag den 23de April efter en hæderlig Kamp vige for Overmagten og drage sig tilbage til Nørrejylland og Øen Als.
Krigen mellem Danmark og Oprørerne med Preussen og de andre tyske Stater (undtagen Østerrig) fortsattes med vekslende Held og med flere Afbrydelser i de 3 Sommere 1848, 1849 og 1850. De vigtigste af de følgende Begivenheder var det store Uheld, som ramte en Del af den danske Flaade ved Ekernförde den 5te April 1849, og de Danskes store Sejre over Schleswigholsteinerne ved Fredericia den 6te Juli 1849, hvor Normanden General Rye lod sit Liv, og ved Isted den 25de Juli 1850, hvor Normanden General Schleppegrell fandt Heltedøden, samt endelig Friedrichstadts
