Sprogene ind i Forfatningen og siden kraftigen overholdt dem, var den holsteinske Greve Karl Moltke, der 1851 netop af Preussen var udpeget som den Mand, de tyske Magter fornemmelig maatte ønske sat til Styret i Slesvig.
Vi bede dernæst Læserne sammenholde det større, bagtil indheftede Kaart med de 2 mindre Træsnit paa modstaaende Side. Det tilhøjre er efter den danske historiske Professor Allen, som i flere Aar har undersøgt denne Sag paa det Omhyggeligste og forresten er en varmhjærtet dansk Mand. Det tilvenstre er efter et Sprogkaart af Tyskeren Geertz, der i Oprørstiden var Generalkvarteermester i den schleswigholsteinske Hær, siden gik i preussisk Tjeneste og neppe kan beskyldes for at have villet gaa det Tyske for nær. Det vil straks falde i Øjnene, at Forskjellen just ikke er stor, og vi kan tilføje, at der gives andre tyske Sprogkaarter, som give de Danske endnu større Ret end Geertz. Vi har desværre forsømt at lade Regjeringens officielle Sproggrense prikke paa disse Træsnit; men vil Læserne sammenligne dem med det større Kaart, skal det erkjendes, at Regjeringens Afgjørelse stemmer vel saa meget med Geertz’s Angivelse som med Allens. Det er kun nogle smaa Distrikter, der af Geertz angives for plattyske eller frisiske, som af Regjeringen er henførte til det blandede Strøg (efter Allen næsten ingen), medens Strøget langs Slien, der af Allen endnu angives at tale begge Sprog, samt nogle mindre Strøg i det Vestlige, der af Allen opføres som dansk-frisiske, af Regjeringen er henlagte til det ublandet tyske Distrikt. Derimod er begge Forfattere enige om, at en stor Landstrækning i det nordvestlige af Regjeringens Blandingsdistrikt er ganske dansk[1].
- ↑ Kaartet vil forresten forstaaes uden nærmere Vejledning. Det Strøg, der hos Allen angives som blandet dansk og plattysk, er stærkt prikket mod Syd, hvor det Tyske har Overhaand, men svagt mod Nord, hvor det Omvendte er Tilfældet. – Da vi
