stærke Indvandring af fremmede Embedsmænd. Men kort iforvejen (1768) havde Kiels Universitet faat sin Fortrinsret til Uddannelse af Hertugdømmernes Embedsmænd[1], og da alle højere Dannelsesanstalter var tyske, blev derved kun Lidet vundet for Danskhedens Ret.
Dog se vi Struensees Eftermand Adler (en tysk Slesviger) 1793 raade til en Forandring i de urimelige Bestemmelser om Kirke- og Skolesproget. Men hans Henvendelse herom frugtede ikke. Ved denne Tid blev atter indhentet Beretninger fra de tyske Embedsmænd om Sprogforholdene; blandt disse skal vi eksempelvis nævne de fra de angelske Sogne Hyrup, Husby, Gjelting, Sterup og Siversted, som alle samstemmede deri, at den værste Hindring for Oplysningens Fremgang var den, at Børnene ikke kunde andet end Dansk, naar de kom i Skolen.
I Begyndelsen af dette Aarhundrede var efter alle Vidnesbyrd Dansk endnu det forherskende Sprog lige til Slien og en Linje fra Slesvig til Husum. Det var ikke synderlig Mere end Svansen, som da var endelig tabt; men samtidig havde det danske Sprog, uagtet Kirke- og Skolesproget i de frisiske Egne var Høitysk, ved sin egen Kraft fortrængt det Frisiske i adskillige vestlige Sogne. Men Kirke- og Skolesproget var lige til Nord for Flensborg udelukkende Højtysk. I Byen Flensborg var den sidste danske Menighed paa det Nærmeste ophævet 1782; i de næsten ganske danske Byer Sønderborg og Tønder blev kun Froprædiken holdt paa Dansk, ligesaa i Aabenraa, hvor man dog om Vinteren tillige havde dansk Aftensang, men maatte bruge tyske Salmebøger; i den saagodtsom danske By Haderslev, som endnu paa Kristian den Sjettes Tid havde 5 af 7 ugentlige Prædikener paa Dansk, fik man nu bare
- ↑ Ogsaa Kandidater fra Kjøbenhavns Universitet, navnlig Theologer, havde dog et Tilsagn om Ansættelse i Slesvig.
