1739 og 1740, at de Prester, som herefter blev ansatte der, skulde være kyndige i Dansk. Men det var ikke bekvemt for hans tyske Embedsmænd at efterleve disse Kongebud, og de blev heller ikke overholdt.
Da Adam Struensee (en Brandenburger af Fødsel og Fader til Kristian den Syvendes berømte, i 1772 halshuggede Minister) i 1759 var bleven Superintendent (Biskop) i Slesvig, tog han sig med megen Iver af sit Kald. Allerede i en Visitatsberetning af 1760 klagede han over den store Hindring for Kristendomskunskaben, som laa i, at Folkets Sprog ikke var det samme som Presternes. Han havde vel tænkt, at Presterne maaske burde tilholdes at lære Dansk; men da dette formedelst „Presternes Beskaffenhed“ ikke kunde ske, og da det var godt for Folket paa Grund af dets Samkvem med dets sydlige Naboer (han glemte de nordlige) at lære Tysk, foreslog han, at Undervisningen i Skolerne skulde være alene tysk der, hvor Prædikenen var tysk. Vel fandt det slesvigske Overkirkeraad paa Gottorp (Slesvig) for denne Gang, at det var rimeligere, at Presterne lærte Dansk; men Biskoppen fik sin Vilje igjennem og 1761 udkom (gjennem det tyske Kanselli) en kongelig Anordning, som paalagde at bruge Tysk som Undervisningssprog i Skolerne, hvor det var Kirkesprog. Dette var den første Lovhjemmel for den barbariske Fremfærd mod de danske Børn i Sønderjylland og den første gyldige Stadfestelse paa det hidtil igrunden selvtagne tyske Kirkesprog. Det er over den 90 Aar senere stedfundne delvise Ophævelse eller Indskrænkning af disse ubillige Bud, at Schleswigholsteinerne i de senere Aar har hævet et Ramaskrig og faat det store tyske Folk at fnyse af Harme.
Alt for længe blev man imidlertid ved at vandre paa den valgte uheldige Vej. Budet af 1761 blev indskjærpet i 1768 og 1776; det blev under streng Straf
