i sin Tid Norge), var noget nær de, som pleje at høre under Kirke-, Justits- og Indenrigsministerier. Men ved Siden heraf havde der efter Kongernes Vilje dannet sig en Helstatsstyrelse for en stor Del andre Anliggender: de udenrigske Finanser Told, Statsgjeld Pensjoner, Land- og Sjøforsvar m. V. Der gaves et felles Ministerium eller Statsraad for hele Staten, og under de Regjeringskollegier, som havde med de felles Sager at bestille, hørte alle den danske Stats Landsdeler. Tidligere havde Ingen haft Noget at udsætte paa denne Ordning eller ment, at Hertugdømmernes Ret var gaaet for nær ved, at de i de allervigtigste Ting havde felles Bestyrelse med Kongeriget. Det tør derfor af det her Anførte fremgaa, at det alene berodde paa Kongernes Afgjørelse hvorledes Sagerne i Regjeringskontorerne skulde behandles, at den af dem fastsatte Ordning ikke havde nogen statsretlig Betydning, og at der ikke var nogen retlig Hindring for, at Kongerne, naar de vilde det, kunde enten slaa Hertugdømmernes Regjeringskontorer aldeles sammen med Kongerigets eller give hvært Hertugdømme sine særskilte. Det bør ogsaa bemærkes, at flere Deler af Slesvig (Tørninglen, Als, Ærø) laa og tildels endnu ligger under de kongerigske Embedsværk og dansk Lovgivning i Kirke- og Skolevæsens-Sager, hvilket jo vilde være uforeneligt med Hertugdømmets grundlovmassige Adskillelse fra Danmark og Forening med Holstein.
Efterat Fredrik den Sjette længe havde holdt sig tappert mod Schleswig-Holsteinernes Fordringer gav han, som et Slags Vederlag for sin Negtelse af at tilstaa begge Hertugdømmerne felles Stænderforsamling, efter for sine tyske Embedsmænds Ønske ved i 1834 at indstifte en schleswig-holsteinsk Provinsialregjering i Byen Slesvig til forberedende Behandling og for en Del endelig Afgjørelse af de Sager, som ellers laa under det schleswig-holstein-lauenburgske Kanselli, og ved samtidig at oprette en
