Kongen henlagde Hertugdømulernes indre Forvaltning under en felles Regjeringsafdeling, indeholdt ingenlunde nogen Anerkjendelse af deres Ret til at høre sammen; det var et rent Bekvemmelighedshensyn (vistnok sammenhængende dermed, at det overvejende danske Land Slesvig blev styret paa Tysk), som her gjorde sig gjeldende; af samme Bekvemmelighedshensyn blev Behandlingen af de udenrigske Sager fra Først af henlagt til det mindste af de 2 Kansellier, det tyske, uden at man dog heraf har turdet udlede nogen Ret for Hertugdømmerne eller deres tyske Adels- og Embedsmænd til alene at styre Danmarks Udenrigspolitik, – skjønt i Gjærningen Danmarks Udenrigsministre og Sendemænd ved de fremmede Hoffer i de følgende Tider som oftest var holsteinske Adelsmænd.
At det alene afhang af Kongerne, hvordan Bestyrelsen skulde ordnes, viste sig, da Fredrik den Tredje 1669 uden Indvending lagde Behandlingen af alle slesvigske Sager under det danske Kanselli, og det var slet ikke Hensyn til nogen schleswig-holsteinsk Ret, som i 1688 bragte den forresten meget tyske Kristian den Femte til atter at indføre den felles Bestyrelse af alle slesvigske og holsteinske indre Sager under det tyske Kanselli.
Det var visselig en overvættes stor politisk Fejl af Fredrik den 4de, at han i 1721 lod sig nøje med at indlemme Slesvig i Danmarks Krone og ikke samtidig indforlivede det i Kongeriget, som han fra Først af havde tænkt, og som han utvilsomt havde baade Ret og Magt til. Det laa i Enevoldsmagtens Natur ikke uden særdeles Opfordring at foretage store Forandringer, og de idethele milde danske Konger kviede sig vel, omgivne som de var mest af tyske Hoffolk og Embedsmænd, for
styrelsen, hvad enten den var felles eller særlig, have sit Sæde inden Hertugdømmerne.
