relsen af de bestaaende landstænderske Forfatninger Indkaldelsen af den felles Landdag for Slesvig og Holstein. Her har vi altsaa den kunstige og urimelige schleswigholsteinske Lærebygning[1].
Fredrik den 6te afviste dog med Fasthed alle disse Forsøg, og da Ridderskabet efter Dahlmanns Anstiftelse tilsidst klagede til den tyske Forbundsdag og fremsatte sine Fordringer for denne, viste den (1823) Klagen fra sig, forsaavidt angik Kravet paa felles Landdag for Holstein og Slesvig, fordi Forbundet ikke havde det mindste med Slesvig at skaffe, – hvilket allerskarpest blev udtalt af den preussiske Regjering. For Holsteins Vedkommende kjendte Forbundet for Ret, at en Forfatning, som ikke havde gjeldt siden 1711, ikke længer kunde ansees for bestaaende.
Denne Afgjørelse var, som let vil skjønnes, ganske stemmende med Retfærdigheden, og den bør vel mindes, naar man stiller sig de tyske Magters og det tyske Forbunds senere Færd mod Danmark for Øje. Om det end for at svække Betydningen af Forbundets Kjendelse skulde indvendes at den blev given i dets mest frihedsfiendske Tid, saa vilde en saadan Indvending dog være aldeles ugrundet, – for en saadan Frihed, som Ridderne begjærede for sig, behøvede i Sandhed ikke den mest skyggerædde og folkefiendske Styrelse at være bange. Deres Forfatning var ikke den nye Tids Skabelse, men et Forsøg paa at mis-
- ↑ Om denne skal vi endnu bemærke, at dersom det virkelig tværtimod den sunde Fornuft og Historiens Vidnesbyrd kunde godtgjøres, at „Smørbrevene“ og de andre Standsprivilegier var en juridisk og for Kongerne forpligtende Fortsættelse af „Landsprivilegierne“ og disses Kilde, Aftalen mellem Kristian af Oldenburg og Ridderskabet i 1460, saa gik jo denne Aftale netop ud paa, at hvært Hertugdømme skulde have særskilt Bestyrelse og Landdag.
