til dens Forleninger under det tyske Rige. Der var derfor idelige Rivninger mellem Lensherre og Lensmand; disse Tvistigheder om, hvorvidt Hertugerne opfyldte sin Lenspligt, fremkaldte i Sambaand med det uafgjorte Spørsmaal, om Lenet var arveligt, blodige Fejder. Den statskloge Margrete døde (1412), inden hun havde faat løse Striden paa en heldig Maade for Riget, og den usle Erik af Pommern var ikke istand til, skjønt han var Konge over de 3 nordiske Riger, at fratage Schauenburgerne Slesvig. Det lykkedes ham rigtignok paa en dansk Rigsforsamling i Nyborg 1413, der sad som Lensret, at faa Greverne frakjendt Retten til Lenet og Landskabet tilkjendt sig som Danmarks Konge, og den samme Dom gav 1424 den til Voldgiftsmand udkaarede tyske Kejser Sigismund, efterat en Mængde Thingsvidner og Erklæringer var tilvejebragte, af hvilke det fremgik, at Landet fra Arildstid havde været et dansk Land, som endnu havde bevaret dansk Tungemaal, danske Love o. s. v. Men Kong Erik kunde ikke sætte sine Rettigheder igjennem med Vaabenmagt, og ved en Fred 1435 beholdt Greverne Størstedelen af Landet. Kort efter fordrev først Svenskerne og siden de Danske Erik af Pommern fra Kongedømmet, og først den nyvalgte danske Konge Kristoffer af Bajern gav med Raadets Minde Greverne i 1440 Hertugdømmet som arveligt Len af Danmark. Men denne Forlening blev alene indrømmet den i Holstein herskende Gren af det schauenburgske Hus, og af denne var nu bare En tilbage, nemlig Grev Adolf den 8de, som 1459 døde barnløs.
Heller ikke de holsteinske Grever havde haft hele Landet, saaledes ikke Bispedømmet Slesvig, som Len. Under dem optoges efter tysk Skik Hovedstaden Slesvigs Navn som Benævnelse for Hertugdømmet, dog ikke paa Landskabet, som endnu til vore Tider oftere kaldes Sønderjylland. Under dem fik og Tyskheden stedse større Ind-
