læg, Vedligeholdelse og Bevogtning; en saadan var ogsaa Indsættelsen af Landeværnsmænd, som oftere maatte have udstrakt Fuldmagt. Det var fremdeles rimeligt, at man ofte satte kongelige Prinser paa denne vigtige Post. Blandt disse kan nævnes den berømte Knut Lavard, Stamfaderen til de følgende danske Konger, og hans Søn og Sønnesøn Valdemar den Første eller den Store og Valdemar den Anden Sejer havde været Statholdere her, inden de blev Konger i Danmark. Disse Landeværnsmænd, Krigshøvdinger, Jarler eller Statholdere kaldtes efter middelaldersk Skik undertiden Hertuger (det latinske Ord dux betyder ligesom Hertug egentlig en Hærfører); men de var ikke Hertuger i den Forstand, som Ordet nu almindelig tages, – Sønderjylland var endnu intet Hertugdømme, ingen afsondret Del af det danske Rige.
I Valdemar den Stores Tid (Slutningen af 12te Hundredaar) fik Dannevirke sin største Fuldendelse; Volden var 15–24 Alen høj og 15–20 Alen bred og paa mange Maader beskyttet ved Grave, Mure og Borge; siden har den kun under Kristoffer den 1stes Enke Margrete Sprenghest i hendes Søn Erik Glippings Mindreaarighed ved Aar 1260 faat nogen væsentlig Udbedring; mens den i 6 Hundredaar har været udsat for Tidens Tand og Menneskers Hærværk, har dog megtige Levninger holdt sig indtil vore Tider, og i de sidste Aar havde man begyndt at befeste den efter den nyere Krigskunsts Regler.
Under Valdemarernes Styrelse naadde Danmark sin højeste Magt og Glans. Sønderjylland var endnu fast forenet med Riget og undergivet de samme Love og Bestemmelser som dettes øvrige Landskaber. Fra Valdemar Sejers Tider haves de betydningsfuldeste Mindesmærker i hans Jordebog (1231) og Jydske Lov (1240). Disse var skrevne paa Dansk, og Valdemars Lovbog danner
