saadan kort Strækning for at spærre Vejen for dem til Jylland; for Resten af Halvøen var beskyttet ved Fjorde, Vasdrag og Myrer paa begge Ender af Volden. Nordenfor denne Vold bodde alene danske eller nordiske Folk omfram den sydvestlige Snip af Landet, der tilhørte Nordfriserne, en egen sydgermanisk Stamme som altid har delt Skjebne med de øvrige Sønderjyder. Godfred lod sig ikke nøje med at værne om sit eget Riges Grenser, men udrustede en stor Flaade, førte Krigen over i Fiendens Land og truede med at hjemsøge Kejseren i hans Hovedstad Aachen, da han (8190) blev myrdet. Hans Eftermand Heming sluttede Fred med Kejseren i 811. Ved denne Fred blev Ejderen erkjendt for Grensen mellem Danmark og Tyskland, og denne Overenskomst er oftere siden bleven bekræftet. Aldrig har det tyske (hellige romerske) Rige eller dets Efterfølger, det tyske Forbund, retlig strakt sine Grenser nordenfor Ejderen; selv i de senere Aarhundreder, da de danske Konger herskede baade over Slesvig og Holstein og ikke gjorde synderlig Forskjel mellem dem, betegnede de dette ældgamle Landemærke ved en latinsk Indskrift paa en Sten, der endnu ind i dette Aarhundrede stod i Muren paa Sydsiden af den Ø, som den ældste Del af Staden og Festningen Rendsburg er bygd paa. Ikke alt Landet nordenfor Ejderen var dog besat af danske Folk. Vel var Halvøen Svansen mellem Slien og Ekernførde(fjord) optaget af Danske og blev ved en Vold mellem de inderste Kriker af de 2 Fjorde beskyttet mod Tyskernes Indfald; Stedsnavnene vidner her endnu om den oprindelige danske Befolkning, som først i de sidste Par Hundredaar er bleven fortysket. Men forresten var Grensebygderne østenfor Trene opfyldte af store Skoger (Jarnvid), Myrer og Heder, en Tumleplads for Folkene paa begge Sider af Ejderen under deres hyppige Krige og saagodtsom ganske ufremkommelige og ubebodde; de faa Indbyggere,
