Jeg kan jo nok vide, at mange af dem, som Folkevennens Hefter monne komme for Øie, ikke have Lyst til at læse om en saa alvorlig Ting som Fattigvæsnet. Men de Mænd, som have med den alvorlige Sag at gjøre, de Præster og Bønder og Andre, som ere Medlemmer af de mange Fattigkommissioner, og de Skatteydere og andre Borgere, som nu og da komme til at tænke paa Sagen og kanske endog gaa med dyb Bekymring for samme, de ville ikke klage over, at nogle af Folkevennens Blade handle om dette Anliggende. Og de Fattige selv? Om det kunde træffe sig, at Folkevennen under denne Overskrift kom til at indeholde et Ord til dem, et Trøstens og Opmuntringens? Jeg veed ialfald i min Samvittighed, at naar jeg – som man maaske har bemærket – taler for Forholdsregler til at faa indskrænket det overhaands tiltagende Beløb af Fattigudgifter, saa er det med den Tanke, at det vilde netop være den allerbedste Hjælp for mange af de Fattige selv, naar man hjalp dem til at bjerge sig uden Fattighjælp.
Et vigtigt, ja et uundværligt Middel til at faa Fattigvæsnet sat og fremdeles holdt paa en god Fod, er ester min Mening en opmærksom Iagttagelse af, hvordan det virkelig staar til med det, og hvorledes det arter sig. At anstille saadan Iagttagelse, det er Statistikkens Sag, og den har ogsaa begyndt derpaa; men jeg tror, at den Begyndelse bør fortsættes paa en anden Maade, og derom har jeg under 24de Februar d. A. indgivet nedenstaaende Forestilling til Kirke-Departementet.
