Der ligger den – saaledes som den netop er udgaaet af en varmhjertet Kunstners Haand og nu hugges i Sten, en Granitblok af Norges eget Fjeld – dens Plads skal være foran Storthingets nye Gaard.
Norges Løve, ret nu er et halvt Sekulum forløbet, siden Du atter fik dit gamle Rige under din Varetægt, og med Tak og Fryd ere vi traadte ind i Jubelaaret. Hvilken lun Fred og virksom Tryghed i disse Foryngelsens Aar! hvor det har været kjært at arbeide – hver Borger paa den ham anviste Plads – for Fædrelandets Hæder og Held, og hvor kjært at have seet Arbeidet kronet med Velsignelse! Du hæver dit Hoved stolt, Løve, blandt et Folk, som har reist sig til Selvfølelse og Haab!
Og vore Børn lege ved dine Fødder, og stundom standse de og pege op og sige: Se Løven! deres Munterhed spirer Fremtidens Kjækhed og Fædrene betragte Børnene med Lyst og sige tillidsfuldt: Skulde det hænde, at der trækker Fare op over vor Fred, og kommer det dertil, at Du murrer, Løve, saa vil Ungdommen samle sig omkring dig, og naar Du reiser dig, staar den færdig til Slag og til Seier!
– – Men hvad? dit lydhørte Øre maa jo have hørt Kampbulderet i Nærheden? Dit Sind maa have følt noget ved det kjække Frændefolks bittre Smerte? dit kloge Blik har dog vel forstaaet Tidernes Tegn, at dit Norge har sin Ære og sin Fremtid sammen med Frændefolkene? Hvad tænker Du paa, der Du ligger?
Du veed, hvad Lov der er for en Løve: den maa ikke en eneste Gang have svigtet, den Dag det gjaldt!
- 17de Februar.
