Fader at stille tilfreds med venlige Ord, for at Fader
Ei skal skjænde paany, og reent forstyrre vort Maaltid.
Thi hvis det lyster ham saa, den Olympiske Lynildsvinger,
Fra vore Throner han styrter os ned, thi han har jo Magten.
Derfor, min Moder! med venlige Ord til Fader du tale,
Da vil Olymperen strax igjen vorde mild mod os Alle.
Saa han taled, og springende op han Tvillingpokalen
Rakte sin Moder i Haand, da tog han atter til Orde:
Fat dig, min Moder! og slaae dig tiltaals, skjøndt saare bedrøvet,
At jeg dog ei for mit Øie skal see min elskede Moder
Tugtet med Slag, ei kunde jeg da, hvor dybt det mig smerted,
Yde dig Hjelp, den Olympiske Drot er slem at bekæmpe.
Alt tilforn engang, da til Hjelp jeg vilde dig komme,
Tog han ved Foden mig fat, og smed mig fra Gudernes Tærskel,
Dagen igjennem jeg svæved omkring, men da Solen sig dukked’
Faldt paa Lemnos jeg ned, ei synderligt Liv var der i mig;
Venlig da tog de Sintiske Mænd mig op efter Faldet.
Saa han taled, da smilte den liliearmede Here,
Og med et Smiil hun tog af sin Søn det Bæger, han rakte.
Derpaa af Kummen han øste den liflige Nektar og fyldte
Bægre til samtlige Guder i Kreds fra Venstre til Høire.
Men fra de salige Guder der skingred umaadelig Latter
Over at see Hephaistos, hvor vims gjennem Salen han pusted.
Saaledes Dagen igjennem, til seent da Solen sig bjerged,
Spiste de, Hjertet ei savnede her et rundeligt Maaltid,
Eller den yndige Lyre, som sloges af Phoibos Apollon,
Eller de vexlende Kvad af Musernes deilige Stemme.
Men da den skinnende Sol med sit Lys var gangen tilbjerge,
Ginge de, hver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove,
vist hvor Guden Hephaistos, den høistnavnkundige Lamfod,
Phoibos Apollon, den samme, som nys havde sendt sine
Dødspile ind i Achaiernes Leir og derved paa en Maade været
Aarsag til den hele Røre. Nu slog han Lyren, hvad der nok var
hans Yndlings-Syssel.
Muserne. Her se vi jo, hvorledes de lege for Guderne og hjælpe til at adsprede deres Sorger. De maa altsaa aabenbart høre til Gudernes Fortrolige og dermed vide Besked om alt, hvad der hænder baade Guder og Mennesker. Men derved skjønne vi tillige, at det var vel gjort af vor Digter at paakalde Sang-Gudinden, som vi have hørt; thi hun var netop en af Muserne.
