vi nu glæde os ved, dersom Landet ikke havde staaet i Forbindelse med det rigere udstyrede Danmark, og vi skulde ikke kunne nære saa freidigt Haab om varig national Tilværelse og fortsat Udvikling uden i lykkelig Forbindelse med begge de Broderlande, som Gud har givet Norge at leve sammen med.
Nordkaps Pande, kjækt vendt mod Polar-Havet, danner en værdig Afslutning for denne lange Rad af Fjeld i Fjeld. Ved det store Syn strømmede min Tanke og Følelse sydover, og den tog med sig Alt, paa begge Sider af Kjølen, og standsede ikke før ved Dannevirke, der, hvor vort Norden vender sit Bryst mod Stormen søndenfra.
Var det Throndhjem, som truedes af Fiende-Vold, saa vilde Christiania fornemme det som sin egen Sag. Og vi skulde ialfald ikke behøve mange Øieblikkes Betænkning for at forstaa, at det gjaldt Norge, om Krigen brandt omkring Stockholm. Og Danmark? maaske ville ikke alle føle Landsmandskabet og begribe Sammenhængen saa strax, saalænge Tingen er som nu. Men ved det første Skud, som løses mod Dannevirke, vil det mærkes, at Nordens Hjerte banker der.
Efter at Ovenstaaende var skrevet, begyndte Kanonerne ved Dannevirke, og medens det var under Sætterens Haand, kom Budskabet om, at den danske Hær havde opgivet den gamle Stilling ved Grændsen og trukket sig tilbage til en sikkrere, foreløbig vigende for Overmagten.
Skal Enden svare til denne Begyndelse, saa er det noget langt Mere end en blot og bar dansk Begivenhed. Det vil være et Vende-Punkt for alt, hvad der heder Smaa-Stater.
Kan Danmark, Sverige og Norge tilsammen værne om sin Selvstændighed? Vi ville naturligvis haabe det i det Længste. Men dersom det ikke bliver Alvor med Sammenhold nu, naar skal det da blive? og hvad Udsigt have vi saa ind i Fremtiden?
