Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1864.djvu/137

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
133

sværlige Land, at trænge ind i hver eneste Bygd og beseile hver Fjord og hver Ø, at udforske Fiske-Grundenes og Dalenes og Sæter-Viddernes Herligheder og komme efter at gjøre sig dem nyttige, at opdage Næringsveiene og udfinde hensigtsmæssige Brugsmaader, alt dette har Folk været drevet til ved Selvopholdelses-Driftens Spore, og den Sum af Tænksomhed og Opfindsomhed, af Anstrængelse og Møie, som det uhyre Værk har krævet, er, hvad man kan kalde det norske Arbeide. Men det er som at slaa en Streg over dette Arbeide, naar man tænker sig Landet befolket uden videre, af store Skarer, som pludselig ere komne til Kysten og med engang have fundet sig tilrette mellem Klipperne. Her forekommer det mig, at den omhandlede Anskuelse om Nordmændenes Indvandring har et meget svagt Punkt; det er en Mangel, omtrent som om Nogen vilde afhandle Spørgsmaalet om et Folks Afstamning fra et andet uden at tage Hensyn til et saa vigtigt Mærke som Sprog-Ligheden. Netop Undersøgelser om Sproget spiller en meget vigtig Rolle ved Bevisførelsen for den hele Anskuelse om Nordmændenes Indvandring; men der tænkes lidet paa og tales lidet om saadanne Ting som at faa bygget Skibe til den lange Flytning til Søes eller at faa opalet Kreature og opbrudt Ager i det nye Hjem, saaledes at der blev Noget til Livs-Ophold.

Jeg kommer nu til min tredie Bemærkning.

Ifølge Anskuelsen vare Nordmændenes og Svenskernes Forfædre sammen i det Indre af Rusland, og de skiltes, idet Svenskerne satte over Aalandshavet og sloge sig ned i de frugtbare Egne omkring Mælaren for derfra at udbrede sig over alt Landet, Nordmændene derimod gik den oftnævnte nordlige Vei til Hvide-Havet og derfra Søveien til det nordlige og vestlige Norge og tilsidst herfra ned igjennem Østlandets Dalfører, saa de norske Stammer, som havde trængt længst frem, omsider stødte sammen