den: først fandt man, at mange af de ældgamle Navne, Tryg o. s. v. (Side 98) vare vel „stærke;“ de bleve da skudte ud, og man holdt sig til de mildeste, helst til de bibelske og kirkehistoriske, som allerede havde Aarhundreders Hævd, som Jon, Jakob, Anne, Marie o. s. v. Men jo færre Navne der nu var igjen af de forhen brugelige, des hyppigere maatte hvert af dem bruges, med andre Ord: mange Børn fik et og samme Navn. Saa kunde det falde naturligt nok at skjelne mellem Børnene ved at kalde det ene f. Ex. Jakob Christian og det andet Christian Jakob, og dette kom saa tidlig i Brug her, at i Eidsvold var der i Aarene 1781 og 82 allerede 6 Procent af dobbelt-navnede Børn eller mere end nogetsteds i Gudbrandsdalen nu. Men denne idelige Gjentagelse af de faa Navne, som vare at vælge imellem, maatte vel falde kjedsommelig til Slut, og da var man snar til at gaa ind paa den endnu nyere Maade at gjøre nye Enkelt-Navne, først forsigtigt (Gurine for Guro, Oline af Ole), saa mere og mere vildt og smagløst, som man har seet.
Denne Digtning har især været frugtbar paa nye, søde Pige-Navne (Side 98). Og det er (som vi allerede have seet Tegn til i Ringsaker) især Pigebørn, som pyntes ud med Dobbelt-Navne. I Næs f. Ex. var Procenten særskilt for:
| Gutter. | Piger. | |
| 1821–24 | 27 | 72 |
| 1851–54 | 45 | 66. |
Spørg hvilkensomhelst Mand paa Romerike om, hvilken af de tre nævnte Bygder der har lagt sig mest efter nymodens Art og By-Skik i det Hele, og Svaret vil være: Næs; omvendt omtales Nannestad enstemmig som en Bygd, der udmærker sig ved gammeldags Tarvelighed og staar sig godt derved. Dette vidste jeg før, og derfor ventede jeg
