kerne, men heller forene sig i desto større Iver for at holde dem oppe. Dersom det maatte være tilladt at sammenligne smaa Ting med store, saa vilde jeg sige, at ligesom Universitetsbibliotheket i Christiania er uundværligt ved Siden af de mange Leiebibliotheker og Avisbureauer i Byen, saa skulde hver Bygd og By have sit offentlige Bibliothek og i fornødent Fald skulde Kommunebestyrelsen yde Tilskud. Nogle Dalere for Aaret af Kommunekassen skulde ikke være bortkastede, om det saa ikke blev flere end Skolelærerne, som havde umiddelbar Brug for Bøgerne.
Nu har jeg ligesom kastet et langt Blik udover Fjeldene og kiget ind i mange af mit Fædrelands Byer og Bygder – Romskog henne ved den svenske Grændse, Brottum og Ring med de store vakkre Gaarde paa Hedemarken, Time paa Jæderen med de brune Lyngbakker og Torvmyrer, Bergens By med den bogkjære „Ungdommens Dannelses-Forening,“ det deilige Sogndal inde ved Sognefjorden, Jølster og Stryn bag Justedalsbræens Forgreninger, Agerøen udfor Romsdals-Fjorden, Budalen, denne saa besynderlig vel gjemte throndhjemske Fjeldbygd, Bø paa en af Nordlandenes yderste Øer, hvorfra en Almuesmand (jeg synes at kjende ham paa Haandskriften) skriver:
Vi sidde her paa disse nøgne Klipper, yderst mod Havet, der skal skaffe Alt, hvad der behøves til vore Fornødenheder, og da det nu kun sparsomt giver os, hvad vi behøve til Legemets Ophold, og der altsaa vil falde lidet af til Oplysningens Fremme, saa maa vi derfor udtale Ønskeligheden af, at det Offentlige kunde komme os til Hjælp i denne Henseende, saa at den lille Straale af Kundskabens Lys, som er tændt, maatte faa Kraft til mere og mere at udbrede sig blandt den opvoxende Slægt.
Lys tændt? Her husker jeg, hvorledes jeg som Smaagut var med paa St. Hans Haugen eller Jonsokbakken Midtsommer-Aftenen; naar vi vel havde faaet vor egen Ild tændt, saa speidede vi efter og talte Ildene, som en
