netop derfor have været paa Udlaan, saa Valget af dem betegner ikke saa meget Laatagernes Smag, som Bestyrerens, der kjøbte dem.
Naar hertil kommer den store Forskjel i de forskjellige Egne, lige fra saadanne Forholde og Tilstande, hvor man fast udelukkende holder sig til Andagtsbøger, og til saadanne, hvor man frit vedkjender sig sin Forkjærlighed for Romanlæsning, saa vil det forstaaes, at det er ikke saa lige til efter disse Indberetninger fra alle Landets Egne at opfatte og skildre den herskende Bogsmag blandt Almuebibliothekernes Kunder.
Mau’s 400 Fortællinger og Anton Bang’s, Dahl’s og Grave’s Fortællinger for Folket staa dog for mig som de Bog-Navne, der hyppigst komme for i disse Forklaringer, og i Forbindelse med de ligeledes meget søgte kirkehistoriske Livsbilleder af Wildenhahn betegne de en forherskende Smag for saadanne lette og underholdende Fortællinger, virkelige og digtede om hinanden, i hvilke man finder en tydelig religiøs eller moralsk eller belærende Hensigt. Jeg veed ikke, hvad der kommer nærmest denne Klasse af Bøger, enten Reisebeskrivelser eller Fædrelandshistorie. Beskrivende og belærende Værker i naturhistorisk og praktisk Retning søges mindre, men læses maaske des grundigere af de Faa. Af norske Digterværker kan jeg neppe mindes at have seet et eneste nævnt blandt de mange Bog-Titler, paa nogle af B. Bjørnson nær, og endda er jeg ikke vis paa, om det ikke kanske var for Nyhedens Skyld, at disse sidste paa nogle Steder rak at blive talte med blandt de 10 Bøger, som stod øverst paa Listen. Onkel Toms Hytte derimod og nogle af Ingemanns Romaner nævnes nogle Gange, navnlig i Christiania Stift.
Folkevennen nævnes ikke saa sjelden blandt de 10. Men det er uvist, hvordan det egentlig har sig med den: dersom f. Ex. 12 af Folkevennens Bind og Hefter have
