Fattigkommissionerne pleie jo ikke lægge Penge op,
saa, naar de alligevel have drevet ind større og større Summer,
saa har det aabenbar været af den Grund, at Udgifterne
have steget. Hine Tal kunne derfor betragtes som
Maal paa, hvad Fattigpleien har kostet, og om jeg idet
Følgende for Kortheds Skyld kommer til at bruge et
saadant Udtryk som Fattigvæsnets Udgifter, saa det er ikke
andet end disse Indtægter, jeg har for Øie.
2. Broderparten falder paa Landets brede Ryg, de mange Land-Kommuner, og om deres Fattigvæsen skal jeg tale noget idag.
Indtægten var her:
| 1851: | 392,723 | Spd. | 1856. | 505,385 | Spd. |
| 1852: | 412,545 | – | 1857: | 534,143 | – |
| 1853: | 435,114 | ͥ – | 1858: | 535,255 | – |
| 1854: | 451,517 | – | 1859: | 543,854 | – |
| 1855: | 472,139 | – | 1860: | 560,410 | –. |
Lige i Midten af dette 10-aarige Tidsrum havde
vi Folketælling i Landet, regnet for 31te December 1855,
og i Land-Distrikterne blev der fundet at være 1,292,232
Indbyggere. Holdes nu hine Tal sammen med dette, kan
man finde, at
for hvert 100 Mennesker beløb Pengene til de Fattige sig med
et Middel-Tal til 37 Spdr. aarlig.
Deler jeg i Tidsrummet i to Femaar, saa finder jeg at
| 1851–55 | 1856–60, | |||
| Beløbet var | 33 | Spdr. | 41 | Spdr. |
Lidt skjævt er rigtignok dette Sidste, af den Grund, at her er maalt med et og samme Folketal, skjønt Folkemængden i sin stadige Væxt har været noget mindre i det 1ste og noget større i det 2det Femaar. Og Skjævheden ved en saadan Beregning bliver den, at Fattigbyrdens Væxt er kommen til at se lidt større ud, end den i Virkeligheden er; om vi nemlig havde kjendt det rette Folketal i
