De opgive sin Mening, de gaa fra sit Forsæt, de
forlade sin Grundsætning, lige saa let som de skifte Hjem.
Det Ord, at vi skulle blive som Børn, maa de vist have
let for at gaa ind paa, men de komme ogsaa let til at tage
det altfor bogstaveligt saa de vanskelig voxe op til Mands
Modenhed. Der er en egen Godmodighed og Venlighed
ved dette bøielige, barnslige Sind, som behager; men
jeg kan nok tænke mig, at det i Længden maa være tungt
for dem, som have at arbeide for dem og indvirke paa dem,
thi det ser ud som at det moner saa lidet. Trøsten faar
være den, at Seigheden er ligesaa stor som Bøieligheden
i dette Folks Charakter saa dersom Præster og andre kun
holde ud at arbeide med dem, saa ville Finnerne ogsaa holde
ud med en vis Friskhed at tage imod deres Paavirkning,
som om der altid var noget af Nyhedens Interesse.
Men er det Finnens Svaghed og Styrke at vige for Tryk og give efter for Indtryk, saa har Kvænen det heller paa en modsat Maade: hans Væsen er at være strid[1]. Han strider sig frem i sin Næringsvei, saa man maa beundre ham, og han viser sig strid (d. e. stridig, stiv, paastaaelig) i sin Omgjængelse med Naboer. Om denne
- ↑ I Oldnorsken blev Ordet skrevet strið med svag d, og i Almuesproget lyder det stri.
anført ikke alene af Finner, men lige saa meget af Nordmænd, at Brændevinsdrik, som før var Finnefolkets Skjødesynd (og endnu er det i Øst-Finmarken), nu i støre Strøg er aflagt eller saa godt som aflagt. At de letbevægelige Finner kunde henrives af Iver imod Brændevinet, dette „Djævelens Vand,“ det kan forstaa, og man vilde ikke undres, om saadan Raptus allerede næste Aar var bortdunstet. Men nu har ikke alene en varm Iver, men en bestemt Afholdenhed fra Brændevinsdrik paa sine Steder været herskende i indpaa 15 Aar, saa en hel Slægt er voxet op under en anden Leve-Skik, Der har nok været et og andet Skjævt i Begreberne og Grundene; men der er forhaabentlig ogsaa meget Godt i den allerede saa vidt varige Virkning.
