altsaa en temmelig løs Bosættelse. Der er imidlertid Forskjel paa samme Bosættelse, eftersom det er i de sydligere eller nordlige Egne af dette Strøg: længst mod Syd er det mest kun i de øvre Dele af Dalene, oppe i Skovmarkerne, at Finnerne have fundet sig Plads fjernt fra norske Naboer; men jo længer vi komme mod Nord, desto mere finde vi dem udbredte omkring Fjordbundene og ved Havkysterne, altsaa mere i Naboskabet af de Norske.
Skjønt Tallet af Finner bliver større og større, eftersom vi gaa mod Nord, ere de dog altid faa i Sammenligning med de Norske saa langt som til Senjen; thi herhid (Malangen-Fjord danner Grændse) have vi ældgamle norske Bygder, besatte af Nordmændene op i den fjerneste Tid, som Historiekundskaben naar; men allerede strax nordenfor Senjen i Tromsø-Egnen, er den norske Befolkning nyere (skjønt altid nogle Hundrede Aar gammel), og i det egentlige Finmarken, som tager ved østenfor Senjen- og Tromsø-Fogderi, ere de Norske mere at betragte som Kolonister, medens det er Finnerne, som fra de ældste Tider have havt hjemme her, og det baade paa Fjeldet i Telte, i Elvedalene og ved de store Havsfjorde i Gammer, – Fjeldfinner Elvefinner, Søfinner, alle formedelst Aartusinders underligt dannende Indflydelse ligesom skabte til at befolke disse Polar-Egnes uhyre Vidder.
Finnerne ere da ogsaa mere mandstærke her i Sammenligning med de Norske, og hertil kommer, at det Rum, som de have ladt aabent, er ikke blevet optaget af norske Nybyggere alene, idet Folk af hin Finnestamme, Kvæner, i lange Tider og ikke mindst i de sidste Par Menneske-Aldere fra det tilstødende nordlige Sverige og Finland have holdt paa at flytte ind netop til Fjordstrækningerne fra Malangen af og nordover, altsaa til Tromsø-Egnen og Finmarken.
De to Finne-Stammers Udbredelse og deres Naboskab med Nordmændene i denne nordlige Del af Landet vil
