et bosiddende og altsaa efter vore Begreber mere manerligt Liv i Skovbygderne nord og især øst om den Botniske Bugt (Finland).
Noget kom de Svenske dog ogsaa i Berørelse med hine Høifjelds-Finner, og de brugte om dem Navnet Lap. Noget kom man ligesaa her i Norge i Berørelse med Skovlandets Finner, og her ere flere Navne komne i Brug i Naboskabet af Finskoven i Soløer, nær Kongsvinger, hvor der i et Par Hundrede Aar har været som en Koloni af dem, kalder man dem efter svensk Exempel med Navnet Finne eller Fin, og i det nordlige Norge, hvor man nu for Tiden ligeledes kjender dem som Indflyttede, har man om dem de Navne Kareler og Kvæn, Navne, som allerede forekomme i vore gamle Sagaer, og det fra en Tid, da de endnu ikke havde begyndt at flytte ind til Norge, men norske Krigere og Handelsmænd hjemsøgte dem østenfor Fjeldet. Navnet Kareler er dog mest aflagt nu, og Kvæn er blevet det almindeligste.[1]
- ↑ Spørger man Kvænerne, hvorledes disse Navne lyde i deres eget Sprog, saa faar man høre Karjalainen og Kainulainen, og man kan fremdeles faa høre, at det egentlig er Bygdenavne, nemlig En fra Karjala (Landskabet Karelen i Finland) og En fra Kainuu (som Kvænerne kalde det svenske Bygdelag Kalix, i det nordlige Sverige). Men det maa erindres, at Navnene have staaet ved Lag her i Norge i flere Aarhundreder, og at der i samme Tid nok er foregaaet adskillig Flytning frem og tilbage i disse Folks gamle Hjem, saa der f. Ex. i Kainuu, som Kvænerne skulde have sit Navn af, skal bo flere Svensker end Kvæner nu. Det kan altsaa forstaaes at Kvænerne nok kunde sige, hvad Navnet heder i deres Sprog, men at de tillige tilføie, at det ikke passer paa dem, og at de ikke pleie bruge disse Benævnelser om sig selv, saasom de vide sig at være indflyttede (tildels nylig) fra ganske andre Strøg end Karjala eller Kainuu. Hoved-Navnet, hvormed denne Stamme benævner sig selv,
