Hund og anner Stormænner. Han va vant te og hal Storjæsbaa; men i Klenaar vart de forlite Malt aadom; og han reist aadom Erling Skjalgssön og, vil kjöb sæg Kaain. Erling tors int sæl sjöl; men han sa: Du kan kjöb Kaain ta Trælan min, fær dem e int unner Lov og Lansret paa sommaa Maatin som vi anner Mæn. Saalles fik Asbjörn ti Kaainfarm; men dan sægla te baker norover, saa lan i Lan me Kongsgaarn Augvaldsnæs. Der ha Kongen en Gaarsdrivar, en Træl, som kallas Tore Sel; han jek ne aad Skippi me 60 Mænner og ba Asbjörn gaa paa Lan, me Mænna has tömt Skippe. Da tok Tore ifraam al Farmen og Segle me, og ga om i gammelt Segl i Stan, „dette Segl e godt nok aad dok, som e saa letlad, og sægel me,“ san. Asbjörn vart baade sint og harm over slik Ödelæggels; Skan va stor, men Skamma va vær.
Hövdingann i Norgje va mykjy stri aa sjölviis taa sæ, saa at dem bærre vilja söökj sitt eie gagn paa kvar sin viis; aa ingja sak skuld ha framgaang, naar ’a ikkj va te maates aat dem, om ’a eljes va nok saa go aa rettele. Dem tænkt ikkj paa gagne aat heile rikje, men meent, at dem skuld faa raa saalles, som dem sjøl vilja i den dela taa lainne, som dem ha væld over; dem sæt sæ gjærn op emot laav aa rætt –, ja emot sjöl Konga, naar dem berre toords de. Han Sant-Ola vilja læær hövdingom aa hald maate me sjölviisheiten sin; han vilja sætt laav aa gjaaraa rætt na go skaftna i rikje aa faa dem te aa hald ehoop meir; han vilja hjölp fram kristendomen saa my som mole va, aa for hardt fram me de arbe. Taa alt deher vart dem hatau paa Kongen. Da Kongen tænkt aa faa fram Kristendomen vest paa lainne, saa forbau ’n fölkje der aa sæll Koin aat folk nordafraa, forat de ikkj skoild vaint mat aat mainnskape has, naar ’n sjöl kom vestover. En vællau hövding paa Helgelainn va ’n Asbjöinn Sjurdssaa paa Trondnesse. Hain va vannt te aa haild stor Lag; men i oaarom vart de oftom for lite mailt aat om; aa hain foor da sörover aat om Elling Skjalgssaa aa vilja kjöp sæ Koinn. Hain Elling toord ikkj sæll sjöl; men hain sa: „Du kain kjöp Koinn taa trælom min, for dem e ikkj unn Laav aa rætt som anna fölk.“ Saalles fekk ’n Asbjöinn sæ Koinfarm, men dan sægla nordette, la ’n aat lainne utfor kongsgaarda paa Agvaldsnesse. Der ha Kongen en træl te forpaktar eller gaarddrivar, som ætte Tore Sæl. Han gjekk neaat skippe me sæksti mæinner aa ba ’n Asbjöinn gaa oppaa lainn me mæinnom sinn, me ’n fekk ry ta skjippe. Da took’n Tore efraa’om heile farmen, sægle desheller, aa ga’om e gammelt sæggel ista-an, „deher e godt nok aat dæ, som ska sæggel paa lett kjööl,“ sa’n aat ’om. Hain Asbjöinn vart rykanes rei eller gællen aa harm att-aat for deher: Skaen va stor, men skamma störr. Hain sægla no heim; men sea sægla ’n sör te Agvaldsnes egjen aa gjekk einsamen oppi garden. Da
