de vistnok gjennem flere Aarhundreder have havt. De tjene nu kun til Sommerbolig og ellers af og til som Bryggerhus. I min Barndom kan jeg erindre gamle Folk talte om at have levet baade Sommer og Vinter i Gamlestuer, hvilket antagelig var i Aarene mellem 1780–1800; men i dette Aarhundrede tror jeg neppe de have været bestandige Tilholdssteder. Gamlestuen vender altid mod Nystuen, hvilken sidste udmærker sig ved sin Loft-Etage. Forholdet vil nogenlunde sees af Tegningerne. Røgstuerne ere næsten firkantede og 5 a 6 Alen til Skraataget. Tømmeret er jevnlig stort og undertiden saa svært, at kun 2 Stokke ere afskaarne i Døren[1], hvilket beviser hvor mægtige Skovene i den gamle Tid have været. – Døren (Hur kaldes den her, hvorimod selve Aabningen kaldes Dør) er massiv og gjort af brede og tykke Planker og sammensat med Aager. Den har svære Hængsler der undertiden gaa næsten heelt over Døren og ere forsirede med Stemplinger og Forgreninger. Klinke eller Laas bruges sjelden, men Døren falder ind i en Karm, der er saa trang, at den fuldkommen holder den fast. Paa begge Sider er svære Jernringe til at lukke den op og igjen med.[2] – I Krogene paa begge Sider af Døren staa tvende Senge aa, der bestaa af kun 2 Sider, da Stuens Vægge umiddelbart danner de andre 2. De ere som oftest i Kanterne prydede med Udskjæringer eller „Krot.“ – I Midten af Stuen er Gruen eller Aaren b, der er opsat af Steen og paafyldt Jord. Omkring den er en Trækarm, saa den seer ud som en stor, men lav Kasse. I Enden mod Døren er opreist en Steenhelle, indenfor hvilken Ilden brænder. Paa den modsatte Ende h er en liden lav Bænk. Ved de to andre Sider staa to Bænke cc, hvoraf den ene har Rygstød og kaldes Gamlestustolen, den anden er en lang Krak. Stolen er undertiden forsiret med Udskjæringer. – Bagen for Stolen og helst paa den Side, som
- ↑ Af Stabur eller „Loft“ findes dem, hvori Tømmeret er saa svært, at man kun har behøvet at skjære af een Væggestok for at faa Dør.
- ↑ I gamle Dage og heelt til i Mands Minde brugte man i Brylluper at slaa disse Døre igjen med den mest mulige Kraft, hvilket kaldtes „at smedde Huro for Bruro“ d. e. smelde Dørene for Brudene. Denne Smelden var en Æresbeviisning og tillige Middel til at bortskremme Vetter eller onde Væsener, som maatte have ondt isinde mod Brudeparret.
