Moderen efter, at Barnet var omtrent 8 Aar, da hun begik hine Forseelser.
Engang maatte Moderen undres over et Spørgsmaal af Barnet, nemlig dette, om Forældrene vilde, at hun skulde dø. Betænksomt svarede Moderen: „Vi for vor Del ville nok helst, at du endnu skal blive hos os; men dersom det er Guds Villie, at du skal dø, saa have vi kun det Ønske, at du maa bekomme en frelst Sjel; thi da kunne vi med Guds Naade haabe at samles med dig igjen.“ Barnet kunde jo nok vide, at Forældrene havde hende kjær og gjerne vilde beholde hende; hendes Mening med Spørgsmaalet var derfor vist at udforske, om Forældrene troede, at hun var syg til Døden. Da hun havde hørt Moderens Ord, blev hun ogsaa betænksom og stille.
En Dag kom en Mand, som var gift med Moderens Søster, til Gaarden. Han gik ind i Kammeret til Thorø, talte med hende og følte paa Livaaren paa hendes Haand. Hun takkede ham med vakkre Ord for alt Godt og bad ham hilse hendes Moster og sige hende ogsaa Tak for al Kjærlighed, hun havde vist mod hende. Da han kom ind i Stuen, sagde han til Faderen og Moderen „Hun Thorø er laakere, end I tro.“ Og atter, da han skulde gaa, sagde han: „I maa nok være betænkte paa, at hun Thor ikke staar det over.“
Da Manden kom hjem til sit Hus, sad han en Stund taus; saa sagde han til sin Kone, at han havde Hilsen til hende fra Thorø – mer fik han ikke sagt for Graad. Men denne Graad viste, hvor elskeligt Barnet var for sine Kjendinger. Næste Morgen kom ogsaa hans Kone, Thorøs Moster, ilsomt til Gaarden for at se og tale med Pigen.
Men samme Aften, da hin Mand var gaaet og Moderen kom ind til den Syge, spurgte denne ivrigt, hvad han havde sagt om hendes Sygdom. Moderen nænnede ikke at sige det lige ud og svarede: „Han kunde nu ikke vide
