husets nye Palads og den dermed sammenhængende gamle Westminster Konge-Hall – som Bygning betragtet vel Verdens mest storartede og pragtfulde Prøve paa gothisk Bygnings-Stil anvendt til verdsligt Øimed, og derhos et Hoved-Gjemmested for Englands historiske Minder og et Nutidens Central-Punkt for Menneskehedens politiske Liv, for Forhandlinger om Krig og Fred, om Trældom og Frihed, om Stilstand og Fremgang. Derfor ser man ogsaa i en Krog et Telegraf-Apparat, som under selve Forhandlingens Brand kan bringe Spørgsmaal og Svar frem og tilbage – saa langt Telegrøfen naar og kommer til at naa.
Min Tanke fulgte Telegraf-Traaden hjem, og jeg har vel aldrig tænkt paa mit Norge saaledes, med saadan Vemod og Inderlighed, som i den Stund og paa det Sted.
At vandre omkring i disse med Kunstværker udstyrede Sale, at lade Blikket svømme omkring i Overhusets gyldne Pragt, at sætte sig hen til korte Samtaler med en og anden Kjending paa Underhusets Fløielsbænke, det var Gjæsternes Underholdning – men den festlige Høitid var at dvæle under Westminster-Hallens høie Spærre-Tag – Rummet fyldt af Lys og Musik, og Fortidens Erindringer svævende over Forsamlingens Tusinder med deres Fylde af Forsæt og Haab for Nutid og Fremtid.
Thi Forsamlingen bestod af Medlemmer og Venner af et Samfund, som har sat sig til Formaal at arbeide for Menneske-Vel, og dette hidtil Uhørte, at vedkommende høie Autoriteter havde overladt denne Nationens Helligdom til Festivitets-Lokale, var det stærkeste Vidnesbyrd, som kunde gives, paa offentlig Agtelse for Samfundet og dets Stræben. For den, som kjender lidt til de engelske Forholde, ligger der ogsaa meget i det Træk, at Westminster-Abbediets Kirke, Londons ærværdigste, blev overladt til den Kirkehøitid, hvormed Samfundets Aarsmøde blev aabnet og indviet.
Det er det engelske „National-Samfund for Social-
