Side); og endelig synes det at maatte være langt tjenligere i Farvande, hvor voldsomme Kastevinde finde Sted; thi da gjælder det med Hurtighed at kunne faa Seilet ned, og saadant sker langt lettere med Raaseilet.
De med saadant Seil forsynede Hardangerbaade have en hel forskjellig Rig fra Sprydseilerne. Masten støttes ved Vant, hvis Antal retter sig efter Baadens Størrelse. Raaen holdes til Masten ved „Rakken,“ et krumt Træstykke, hvis Huling ligger om Mastens Agterkant, og hvis to Ender fæstes til Raaen. Denne heises ved Faldet eller Draget og kan hales ned ved en i Rakken fastgjort Nedhaler. Fra begge Nokker (Ender) af Raaen har man Baaser, der tjene til at stille denne i horizontal Retning, og som fastgjøres om Vantet. For under bidevinds Seilads at kunne stille Seilet mere langskibs bruges „Penten“ (Buglinen), et tyndt Stykke Toug, fast i det forreste staaende Lig og i Stevnen. Seilet, der forneden er meget bredere end foroven, har almindeligvis Rebhuller saavel under Raaen som ved Underliget. Midt paa Underliget, og for at holde dette til Masten, er fastgjort et Toug der kaldes Prierbaand.
Disse med Raaseil forsynede Hardangerbaade benævnes mest „Tysnæsbaade.“ De af dem, der benyttes til Vaarsildefisket, ere almindeligvis 13 à 15 Al. lange, 312 à 4 Al. brede, laste 12 à 20 Tdr. Sild, have 6 Aarer og 4 à 5 Mands Besætning, samt ere afdelte i 3 Rum foruden Skottene, nemlig:
- 1. Framskot.
- 2. Rorum.
- 3. Rummet
- 4. Skodrum.
- 5. Bagskot.
Den overveiende Del af disse saakaldte Hardangerbaade benytte dog ikke længer Raaseilet, men ere, som før meldt, forsynede dels med Sprydseil, dels med Gaffelseil, og have
