sten for Fiskerne fra Østlandet, Jæderen. Dette Steds Veirhaardhed kan foraarsage, at de selv med sine herlige Baade maa ligge veirfaste længere Tid.
Hardangerbaaden er mindre seilbar og sødygtig end Listerbaaden, men derfor ogsaa mere letroet. Det større Arbeide, som Listerfolkene altsaa paalægge sig ved at bruge Baade, som ere saa tunge og dybtgaaende og derfor saa svære at ro, især raar de ere ladede, kan de ofte lette sig ved Seilads; thi en Listerbaad seiler bestandig naar den kan, medens Hardangerbaaden oftest maa ro. Den eneste Indretning, som maa gjøres med Baaden særskilt for Fiskeriets Skyld, er Anbringelsen af to Ruller a og a, som gaa rundt paa Jerntapper.
Til Udrustningen af en Garnbaad hører fremdeles de saakaldte Kagger.
Det er, som Tegningen Fig. 5 viser, Dunker af en Fjerdings
Størrelse. Den eneste
Fordring til dem er Lufttæthed,
da Hensigten med
dem er at hindre Garnene
fra at synke dybere, end
man ønsker. Naar vi saa
have faaet Aarer og Seil
Fig. 5.
ombord, saa er Garnbaaden
klar. Provianten bringer vi ombord i Logisfartiet.
Vi gaa nu over til at benytte Redskaberne.
Det Første, som foretages, er at binde 4 Garn sammen i den øvre Kant, hvor Flaaen er fastgjort, og at fastgjøre et langt Toug i den ene Ende af denne „Garnlænke,“ som den kaldes. Østlændingerne bruge 5 Garn i hver Lænke, og binde baade Over- og Underkanten sammen. Nu husker vi fra det Foregaaende, at Silden holder sig paa en Dybde af 20–40 Favne. Endvidere erindre vi, at den gik rundt omkring og ledte efter Plads uden nogen synlig