byrd „de fleste Standspersoner læse heller Pølse-Snak paa
Fransk end de grundigste Skrifter paa deres eget Sprog,
saa at dette Land er fast det eneste paa Jorden, hvor man
finder Folk, som giøre sig en Ære af ikke at forstaae deres
eget Modersmaal.“ Hvad han fortæller om sin egen Opdragelse
giver os et klart Begreb om Samtidens Anskuelser
i denne Henseende: „Saa snart jeg begyndte at tale, blev
jeg sat udi en Tydsk Skole; thi mine Forældre raisonnerede
med andre godt Folk i deres Nabo-Lav saaledes Lad
ham kun brav øves i det Tydske. Det Danske læres af sig
selv, det er at sige: Lad ham lære Tydsk i Skolen; Dansk kand
han for intet lære af smaa Drengene paa Gaden: Saaledes
bleve de fleste Aar af min Barndom bortdrevne ved at
lære Tydsk udi Skolen og Dansk udi Ammestuen. Da der
begyndte at frembryde lidt Dun paa min Hage, syntes mig,
at det var høy Tid for mig at reise uden Lands. Jeg
giorde ogsaa adskillige Reiser, og hver gang jeg kom hiem,
var jeg udi samme Tilstand som Jean de France, i det
at mit Modersmaal vilde ikke synderlig flyde for mig; thi
man kand let glemme det som man aldrig har forstaaet tilgavns.
Endelig, da jeg skulde skride til solide Ting, og
skrive Dansk, kunde jeg ikke hitte paa Ordene, vidste ey
heller at orthographere dem ret. Jeg skrev derfor lige-
som Ordene udi en Hast kunde falde mig ind. Naar jeg
for Exempel ikke kunde hitte paa det Ord Iagttage
skrev jeg beobagte, naar et Zignet ikke vilde falde mig
ind, skrev jeg Pitskaft. Naar jeg ikke kunde erindre
Dens eller Dets, skrev jeg dessen, isteden for derudi,
derudinden o. s. v.“ Først naar vi stiller os denne
barbariske Tilstand klart for Øje, kan vi ret paaskjønne det
geniale Instinkt, hvormed en Forfatter, der ved Begyndelsen
af sit Forfatterliv saa at sige maatte lære sit Moders-
Orthografere, bogstavere ret.
Side:Folkevennen 1863.djvu/310
Utseende
Denne siden er ikke korrekturlest
306