daarlige Mennesker udi Bevægelse. Een bilder sig ind at have Hoved-Nøglen i sin Lomme, hvorved han kand legge skiulte Ting for Dagen, og commenterer over Sager, som intet Sted have uden i hans egen Hierne. En anden leeder efter Nøgler, som han endnu ikke haver fundet, hvorlænge han end haver gnikket sine Øjen.“
Uagtet han saaledes havde „størst Anfegtelse for sine beste Skrifter.“ kunde han dog glæde sig over at han gjennem hele sit Forfatterliv nød en varig og udbredt Popularitet hos den store Almenhed. „Jeg klager ikke over Nationen,“ siger han i Anledning af Peder Paars, „thi haver jeg fundet Fortrydelse hos faa, saa haver jeg derimod fundet Yndest hos de fleste, og Protection af Publico,“ og denne Yndest tog i Aarenes Løb snarere til end af, saa at han endnu paa sine gamle Dage med en vis Selvfølelse kunde sige, at „saavidt mig bekiendt er intet af mine Skrifter kommet i Urteboden.“ Om Komediernes Virkning siger han de merkelige Ord, at „de have omstøbt disse Rigers Almue som i en anden Form,“ og indfører i en af sine skjemtende Epistler et Klagemaal fra Kromændene over at „alle nu løbe efter Spill og Spectacler, hvoraf intet læres, da de tilforn paa Vertshusene anvendte Aftenen paa grundige Samtaler, saavel udi Stats- som udi Kirke-Sager, saa at ethvert Vertsbuus kunde ansees som el Gymnasium eller Academie.“
Der er ingen Grund til at tro, at Holberg har behaget sig i illusoriske Forestillinger om den Indflydelse han havde som komisk Digter; thi naar har nogensinde en Digter talt forstaaeligere til det store Folk? Alene den Omhu, hvormed han, lig de gamle nederlandske Malere, til de yderste Detaljer og med haandgribelig Sandhed fremstillede det borgerlige Hverdagsliv i Stuen og paa Gaden – dette som gjør at vi læser selv de mattere af hans Stykker med en Følelse af Hygge – maatte give hans
