Ytringer af et friere Aandsliv, bidrog i Forening med den Misstemning, der af oven berørte Grunde gjorde sig mere og mere gjeldende i hans eget Liv, til at bringe hans Forfattervirksomhed ind paa andre Baner. Det var i Følelsen af at der forestod et saadant Omslag i hans litterære Liv, at han allerede syv Aar efter sin Fremtræden som Digter i Fortalen til Metamorphosis erklærede: „Dette bliver uden Tvivl mit sidste poetiske Skrift; thi jeg bliver nu meget alvorlig, iligemaade noget magelig, vil derfor overlade unge sterke Mennesker et Handværk, som jeg selv ikke er meer voxen. Det er med lystige Poeter ligesom med Katte, hvilke fra en overmaade Kaadhed, som Naturen har indplantet i dem udi Opvæxten, henfalde til en overmaade Alvorlighed. Mit Blod, efter min Barbeers Sigelse, begynder nu at blive temmelig flegmatisk, og seer ikke nær saa levende ud i Aar som i Fior, hvorudover jeg har sat mig for at slutte en evig Fred med Jordens Klode, saaledes, at vi lade hinanden herefter være uskaarne paa begge Sider; thi Jorden bliver gammel, saa der bider ingen Tugt meer paa hende, jeg bliver ogsaa gammel, og derfor gierne planter Gevær.“
Den raa og bornerede Maade, hvorpaa Publikum
ofte opfattede hans Satire, var nu ogsaa en Hemsko paa
hans poetiske Frihed skjønt det ogsaa her viser sig, at hans
Sind blev pirreligere med Aarene, naar man f. Ex. sammenligner
det kjække Lune, hvormed han forsvarer Peder
Paars, med den Bitterhed, hvormed han tyve Aar efter, da
Niels Klim vakte et lignende Røre, forsværger „nogensinde
meere at seyle paa den Sø.“ Det var ham jevnlig en
Plage, at han altid maatte være paa sin Post mod personlige
Udtydninger: „De fleeste er det ligesom indprentet
hos, at jeg aldrig kand sige eller skrive et Ord, der jo
Flegmatisk, dorsk.