300
Skue-Spill, har jeg maatt se mig om Forraad paa Skiemt og lystige Indfald, saasom det er af de Materialier saadanne Skrivter maa dannes, om ellers Materien skal svare til Titelen. Kort at sige, mit Forsæt alleene har været at bøde paa visse Ting in Literis, som os fattedes, og hvis Mangel har været os bebreidet af fremmede Nationer. I den Henseende har jeg ofte maatt aflægge min ærbare Masque, for at reussere udi skiemtsom Morale, og atter paatager mig den igien, naar der handledes om Materier, der udkræve en austere og ærbare Stiil.“ Han glæder sig ogsaa over, at han ved sine Skrifter har bragt Fremmede til bedre Tanker om hans Landsmænd, om hvis Kultur de havde saa ringe Forestillinger, at han i Brevet til den hollandske Lærde Buurman fandt sig beføjet til at underrette ham om, at „det Kongerige Dannemark ligger udi den Part af Verden, som gemeenlig kaldes Europa; Indbyggerne gaae paa 2 Been, og har en Næse mellem Ovnene, ligesom de Leydenske Borgere.“
Der er ellers en underlig Tankegang i den her gjengivne
Forklaring om hans Forfattervirksomhed, der kan
sammenholdes med lignende Ytringer andensteds, som naar
han f. Ex. indskjærper, at han „bruger Skiemt, ikke af
Kaadhed, men fordi Verket saadant udfordrer:“ det ser
næsten ud som om hans Mening var denne: Skal vi efter
andre polerede Nationers Exempel have Komedier, saa
faar vi finde os i at der er Lystighed i dem, thi ellers
er det ikke Komedier – som om hans Lunes Udgydelser,
det hvori hans sande Genialitet kommer tilsyne, kun var et
Middel blandt de mange andre han „saa sig om efter,“
naar der skulde udfoldes et Hul i Litteraturen eller vælges
en ny Maade at „moralisere“ paa. At vor Holberg dog, i al
In Literis, i Bogverdenen. Reussere, have Held. Austere, streng.
